Fortsæt til indhold

Byrådspolitikere bundet til masten

Debat
Jørgen AndersenPensionist

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Selv om flere af byrådspolitikerne i Randers Byråd siger, at de går ind for en Østbro uden om Randers By, så har byrådsflertallet alligevel stemt for den såkaldte Klimabro, hvor man vil bruge 500-600 millioner kroner på en Klimabro, der ikke løser hverken klimamæssige eller trafikale problemer. Man løser ikke problemerne, man flytter dem bare, til skade for borgerne og erhvervslivet i Randers Kommune.

Hvis man i stedet for brugte nogle af de mange millioner på en Østbro-forbindelse øst om Randers, så fik man en fremtidssikret og holdbar løsning for udviklingsmuligheder og trafikafvikling i Randers Kommune de næste hundrede år. En løsning, hvor vi kan forvente, at staten vil være medspiller og betale en væsentlig del af omkostningerne. Ligesom staten har gjort ved den tredje Limfjordsforbindelse i Aalborg.

Det kræver dog, at Randers Kommune, borgmesteren, byrådspolitikere, lokale folketingspolitikere og erhvervslivet står sammen og lægger pres på regering og folketing.

Det er nok her, det største problem for Randers Kommune ligger begravet. Selv om flere af byrådspolitikerne og de fem lokale folketingspolitikere går ind for en Østbro, så har byrådsflertallet alligevel bundet sig selv og landspolitikerne til masten på borgmester Torben Hansens dødssejler, Klimabroen. Velvidende at det kun er den næstbedste løsning.

Det er helt sikkert også årsagen til, at så mange politikere i Randers Byråd har skiftet parti, blevet løsgængere eller blevet ekskluderet. Oplyste mennesker vil ikke finde sig i at blive tvunget til at stemme imod deres egen overbevisning på grund af partidisciplin.

I Randers Kommune bliver man udelukket fra medindflydelse på budgetforhandlinger, hvis man ikke går ind for en Klimabro. Det ligner pistol-demokrati.