Klokken er en slavepisker. En frelsende engel. En klovn. Klokken kan man ikke regne med

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som nytårshummeren, der modigt skifter skjold, har jeg krænget 2024 af mine skuldre og iklædt mig, det spritnye, spejlblanke år 2025. Løftet det ene ben. Og så det andet og trådt ind i år 2025’s endnu ubeskrevne dage.

Det tager mig som regel nogle måneder, inden jeg skriver rigtigt på brevet. På blanketten. På regningen. Og forundret kigger jeg mig over skulderen. For hvor blev tiden egentlig af?

Det hele gik så stærkt. Forsvandt, som sandet i timeglasset, i køkkenvinduet. Eller badekarrets vand, der nærmest suges ud, når proppen trækkes op. Svup – og så var det år gået.

Hvad er klokken? Spurgte han for lidt siden? Kvart over nærmeste fortid. Et par minutter i fremtiden. Langt over den tid, da børnene var små. Langt over Bro Bro Brille, hvor klokken konstant er elleve.

Klokken er ikke en klokke. Den er mange. Den er ét. Klokken er en slavepisker. En frelsende engel. En klovn. Klokken kan man ikke regne med.

Klokken regner ikke med tiden. Klokken er ligeglad med tiden. Klokken undergraver tiden. Klokken er et løftet øjenbryn. En finger på læben. Et kys på den trætte pande. Klokken er næsten ingenting; kun lidt i os. Så længe vi har hinanden, og så længe vi giver os god tid til hinanden.

Jeg har netop iklædt mig år 2025, men ved ikke, hvad jeg har på. Kejseren nye klæder? Hvad vil de blanke dage indeholde? Måske bliver det et år med mindre mig, mere os. Mindre konspiration, mere reparation. Mindre selvoptimering, mere omhu. Mindre mavefornemmelse, mere tænkning. Mindre FIFA, mere fodbold. Mindre mere, mere mindre. Mindre mistillid, mere tro. Mindre USA, mere Europa. Mindre krig, mere fred. Mindre præstationssamfund, mere samfundspræstation. Mindre ChatGPT, mere chokoladekage.

Ja, jeg ved ikke, hvad jeg har iklædt mig, men jeg ved fra året, der er gået, at det indimellem – og nok også oftere end jeg måske vil være ved - er nærmest livsnødvendigt at lægge mine dage, mit år, mit liv i Guds hænder.

Simpelthen samle mine tanker. Folde mine hænder. Flette min fingre. Lægge venstres tommeltot over den højre – for sådan har jeg altid gjort – og så bede en bøn.

For Guds tid og bønnens tid er nemlig ikke klokkens tid. Tidslinjens tid. Det er evighedens tid. Som er en rar og rolig tid; midt i tiden. Det som giver sig tid, tager sig tid og standser mig, når jeg rastløs halser afsted. Her bliver jeg set i min egen magts begrænsning. Jeg får mod til at være stille. Mod til at stå ved min egen og tidens og livets skrøbelighed.

Det porøse. Det let smuldrende. Krakelerende.

Ja, jeg vil tage afsked med gammelt og tage imod et nyt år med bøn. En bøn, hvor jeg beder om tilgivelse, for det der ikke blev, som det skulle eller burde.

Uden tilgivelse sander fortiden nemlig til.

En bøn, hvor jeg beder om, at al fremtid altid må være under håbets fortegn. Uden håb, sander jeg til. Det skal være en bøn, der ikke kan slides. En bøn der - selvom ordene er nøjagtig de samme - aldrig er fuldstændig ens. En bøn jeg ikke selv skal finde på. Rode med ord, lede efter sætninger, finde frem til nye formuleringer. En bøn, Gud, selv har lært både dig og mig. Den lyder sådan her: Fader Vor, du som er i….

Og er vi så ikke enige om, du kan resten selv?