Vi elsker fortællingen om os selv i "Barnets Bog"

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I min reol står et rødt album. ”Barnets bog” står der på forsiden med smukt svungne guldindgraverede bogstaver.

Jeg husker oplevelsen af at sidde i familiens store, brune sofa med fødderne dinglende udover kanten og bladre i denne skattekiste af minder.

De første sider, der emmede af efterfødselsmagi. Det lille bitte identifikationsarmbånd fra sygehuset. De små bitte hænder og fødder, der var forsøgt aftegnet. Derefter kom de første ord. Den første hårlok. Og herefter kunne man bladre sig videre ind i det billedrige eventyr af værdifulde øjeblikke, som selv et lille barn kunne fornemme kærligheden i.

For ligesom Peter Plys elsker vi jo fortællingen om os selv. Måske fordi det giver os mulighed for at koble os på vores egen fortælling, så billedet af den bedårende 1-årige, den generte 5-årige og den trodsige 13-årige alle får lov at få en plads i vores selvforståelse, mens vi langsomt vokser os ind i voksenlivet?

Sådan en bog havde Jesus ikke at bladre i. Gid han havde – og gid vi havde kunnet få lov til at kigge med. Vi hører om hans fødsel og navngivning, men så springer historien næsten 30 år frem i tiden. Lige bortset fra én enkelt fortælling, som man kan høre i kirkerne på søndag.

Her møder vi nemlig den 12-årige Jesus, som er taget til Jerusalem sammen med sine forældre for at fejre påskedagene. Sådan gjorde man dengang, hvis man overhovedet havde mulighed for det, for templet var selve pulsslaget i det jødiske folks selvforståelse. Det var det sted, hvor Gud kom for at være nær sit folk, og Josef og Maria var altså draget dertil for at fejre påskedagene i Guds nærhed.

Men da påskedagene var forbi og Josef og Maria gjorde klar til at forlade Jerusalem, var Jesus forsvundet.

I tre dage ledte de efter ham, og da de endelig fandt ham, sad han midt imellem de lærde inde i det hellige tempel og talte med dem, som om han selv var en af de lærde. Det var som om, han derinde havde fundet et billede, som passede ind i den selvforståelse, som han var ved at opbygge om sig selv – som Guds søn.

Senere skulle det vise sig, at templet som han befandt sig så godt i, på mange måder var et billede af ham selv. Som det levendegjorte mødested mellem himmel og jord. Som det levende håb om gudsnærvær som templet hele tiden havde peget henimod.

Men de billeder kendte verden ikke endnu….