De fleste nytårsforsætter er allerede druknet i logistik og manglende rygrad. Hvis ikke, så tillykke med det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Her godt en uge inde i 2025 er de fleste nytårsforsætter allerede druknet i logistik og manglende rygrad. Hvis ikke, så tillykke med det og held og lykke med forsættet!

Det starter altid med de gode intentioner:

»I år skal jeg være sundere, mere organiseret, mere tålmodig, måske genoptage at bage surdejsbrød...« (for alle ved, at surdejsbrød er et tegn på, at man har styr på tingene).

»I år skal jeg læse mindst én roman om måneden, skrue ned for skærmtiden, lave mad fra bunden, gøre rent helt ud i hjørnerne, få malet den gavl der har trængt i de sidste tre år og og og…«

Ja, de gode intentioner er der nok af – særligt ved et årsskifte! Det er som om, at vi bilder os selv ind, at fordi årstallet er nyt – vil livet også blive det.

Men så bliver vi konfronteret med virkeligheden: Arbejdsopgaver, vintertræthed, snottede børn, bilen der skal på værksted og meget mere.

Vi opdager, at hverdagen sjældent er anderledes, selvom årstallet er det. Meget er lagt i hænderne af os på daglig basis – og endnu mere af ude af vores hænder, opdager vi hen ad vejen…

Og inden dette bliver en klumme, der sender os alle ud i en akut januarkrise, vil jeg minde om nogle ældgamle ord fra profeten Jeremias. Eller rettere – ord, som Jeremias er blevet bedt om at sige på Guds vegne:

»Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer – planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.«

For mig betyder ordene, at vi ikke behøver at have styr på alting. Gud har planer for os, der langt overstiger, hvad vores rygrad eller mangel på samme formår at skabe eller ændre i vores tilværelse. Gud har planer for det store billede – for hver enkelt af os og for verden. Planer om en fremtid med lykke og håb – både på de gode dage, hvor alting lykkes, og på de dage, hvor vi overvældes af vores uopnåelige forsætter og to-do-lister, eller hvor vores verden styrter i grus.

Når Gud siger: »Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer« – lyder der et spørgsmål mellem linjerne. Nemlig, »Er I klar over, at mine planer for jer er gode? – ved I det godt?« Når livet slår revner, eller de mislykkede planer bliver for mange, kan det være svært at se, at Guds planer for os, skulle være gode.

Men hvad nu hvis, det faktisk er sandt?

Hvad nu, hvis Guds planer for os faktisk er gode – ja, bedre end enhver (uopnåelig) vision om et perfekt år, hvor vi forsøger at kontrollere udfaldet af alting? Hvad nu, hvis vi vover at give Gud en chance for at vise os, hvordan vores liv kunne se ud, hvis vores planer og gode intentioner blev lagt i Guds hænder?

Hvad nu, hvis vi sagde: »Gud, jeg har nogle store planer for 2025, men jeg giver dem til dig. Du må gerne rette i dem, justere dem, gør mig klogere eller give mig nye perspektiver – og jeg vil prøve at stole på, at du vil mig det godt, også hvis min verden ramler undervejs.«

Guds planer er fyldt med håb og lykke – nu og engang. Og når vi oplever det modsatte – når vores liv slås i tusind stykker – skal vi vide, at Gud også er sammen med os i det. Ulykkerne er ikke Guds planer for os, men også i ulykkerne er Gud med os. For der har Gud lovet at være alle dage indtil verdens ende.

At lægge vores planer i Guds hænder betyder ikke, at vi ikke må have ambitioner, mål eller ønsker på egne og verdens vegne. Tværtimod! Gud har givet os fantasi og handlekraft til at gøre og være og elske og kæmpe i verden. Og det skal vi – helhjertet! Men når vi lægger vores planer i Guds hænder, betyder det, at vi ikke handler alene – og at vi ikke skal bære byrden af at få alt til at lykkes ved vores egne kræfter eller på vores egen måde.

Vi har lov til at tro på, at Guds planer for os er større end de mål, vi selv kan sætte, og at Gud vil handle sammen med os. For det har Gud lovet. Så måske skal 2025 været året, hvor vi frimodigt overgiver os selv og vores planer til Gud – så har vi nemlig hænderne nemlig fri til at gøre alt det, der kalder på os nu og her.