Bundløs uvidenhed om dansk griseproduktion
TV-2 dokumentar giver et stærkt fordrejet billede af forholdene i de danske svinestalde, understreger lokal griseproducent.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som både griseproducent og landboforeningsformand må jeg sige, at de billeder vi alle kunne se i TV 2 dokumentaren ’Hvem passer på grisene’ er under al kritik og ikke burde kunne forekomme.
Til gengæld vil jeg med samme følelse gerne kommentere Niels Dygaards indlæg, der beskriver vores erhverv som organiseret dyrplageri og sammenligner det med KZ lejre.
På mine medlemmers og vores mange medarbejderes vegne vil jeg gerne frabede mig den slags useriøse sammenligninger af flere grunde.
Fakta er, at dyr i den danske husdyrproduktion passes af engagerede og dygtige folk, der gør alt hvad der står i deres magt for at dyrene har det godt.
Tror du virkelig at folk ville arbejde og uddanne sig i staldene, hvis det var, som du beskriver?
Vi har rigtigt mange dygtige både danske og udenlandske medarbejdere, der har viet deres liv til at arbejde med husdyr, og det kræver faktisk et helt specielt engagement, da dyr skal passes 24-7-365 – det vil sige ingen offknap til weekender, helligdage og ferier.
Dedikerede medarbejdere og ejere gør alt, hvad der står i deres magt for at produktionen kører optimalt, og det gør den faktisk kun, hvis vi har dyr, der trives og får opfyldt deres basale behov. Det rette foder, høj hygiejne, høj sundhed og godt staldmiljø for mennesker og dyr.
Bedre staldforhold, klima, foder og folk i staldene hele dagen betyder, at dyrene har det langt bedre i dag end i tidligere tiders lavloftede mørke og fugtige stalde.Ole Larsen
Det sker også blandt husdyr, at de bliver uhelbredeligt syge, kommer til skade eller udvikler brok eller andet, der gør, at de må aflives. Ingen synes, det er en sjov opgave, men det hører med til jobbet og skal naturligvis gøres korrekt, og inden dyret lider unødig overlast. Det er her, udsendelsen viser nogle tilfælde, hvor det ikke er sket, og det skal absolut gøres bedre.
Men at fremstille det som om, at der er et generelt problem, er simpelthen for unuanceret. I flere tilfælde er det et dyr ud af mange tusinde, men vi skal selvfølgelig tage hånd om alle dyr.
Vi har et omfattende kontrolsystem via vores certificering og uanmeldte kontroller fra fødevarestyrelsen, og vi har et hav af logbøger og kontrolskemaer, der skal udfyldes. Personligt kan jeg godt nogen gange synes, at visse ting på den administrative del er overflødige og tager unødigt mange ressourcer, som i stedet kunne bruges bedre på endnu mere fokus på dyrene.
Strukturudviklingen i landbruget har gjort, at antallet af bedrifter med husdyr er reduceret med omkring 90 procent de seneste 30 år. Til gengæld er der væsentlig flere dyr på den enkelte bedrift, så produktionen er tæt på den samme.
Det vil mange gerne udlægge som en ulempe for dyrene, men tværtimod betyder bedre staldforhold, klima, foder og folk i staldene hele dagen – nogen sågar med nattevagt – at dyrene har det langt bedre i dag end i tidligere tiders lavloftede mørke og fugtige stalde.
På et punkt har du dog ret. Forbrugerne bestemmer og sådan skal det være, men deres beslutning bør træffes på baggrund af de faktiske forhold, og det er langt fra dem førnævnte beskriver.
Jeg og mange af mine kollegaer har åbnet vores stalde for besøg, så hermed en invitation hvis der er nogle der gerne vil se moderne husdyrproduktion med egne øjne.