Et stort ønske for det kommende år: En kalender fyldt med tomme sider

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg fik en gave af nogle indskolingsbørn i forbindelse med skolens juleafslutning i kirken før jul. Det var en fin, rød æske, og det særlige ved den var, at når jeg tog låget af, lå der en lille gul æske indeni. Og da jeg åbnede den, var den tom.

Det fik mig til at tænke på, at et stort nytårsønske for mig ville være at finde en masse tom plads i min kalender i 2026.

For det er, som om disse tomme sider og huller i kalenderen er blevet en mangelvare, ikke bare for mig, men for mange af os. Ikke et ønske om tomhed, for det kan ingen af os holde ud, i hvert fald ikke i længere tid. Men timer, hvor vi har plads, rum og lov til bare at være, tænke, mærke, elske, leve, tro og håbe. Ja, tomme stunder og timer til at opdyrke vores evne til forundring.

Vi har i mange år hele tiden skullet opøve vores evne til at kunne omstille os, være omstillingsparate og forandringsparate, som det hedder, ellers sakker vi bagud. Det gælder især i arbejdslivet, men også i samfundet som sådan.

Tænk bare på alt det nye, der hele tiden sker på det teknologiske område, inden for IT og på alle andre felter. Hele tiden kommer der nyt, vi skal forholde os til og lære, samtidig med at vi stadig kæmper med at forstå det seneste, vi skulle omstille os til.

Der er mange ældre borgere i landet, der – som min gamle mor – helt har givet op og har måttet overlade det til deres børn, f.eks. at kommunikere med det offentlige, hjemmeplejen, banken og så videre.

Jeg kunne for min egen del også godt ønske, at Kirkeministeriets IT-eksperter tog en pause i det kommende år. De siger ganske vist, at deres konstante udvikling af nye systemer til os præster skal hjælpe os med at få mere tid til præstens kerneopgaver, men jeg synes nu tit og ofte, det virker helt modsat.

Nuvel, det siger måske mere om mine manglende evner eller interesse for IT, men nu var det altså præst, jeg uddannede mig til – ikke kontorfunktionær og IT-ekspert. Ja, ja, og jeg ved også godt, at mine svigerdøtre kalder mig ”boomer”, altså sådan en gammel én, der er tabt helt af dansen.

Men hvorom alting er, så er det mit store ønske for det kommende år: en kalender fuld af tomme sider til at opøve min evne til forundring. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan.

Ja, tænk! Prøv at tænke med mig her: En kalender fuld af en masse tomme sider til forundring – forundring over alt det forunderlige, vores liv består af. Alt det, Gud rækker frem til os alle vegne fra: solens spejling i vandpytten, snekrystallerne på ruden, skolebørns og børnebørns latter, den elskedes smil, rynkerne i øjenkrogen, der vidner om vores livserfaring og om, at vi endnu en gang har fået lov til at blive et år ældre.

Jo, der er nok at forundres over. Og jeg er også ret overbevist om, at jo bedre vi bliver til det, jo mere taknemmelige, glade, ja, rummelige bliver vi af det. Og det kunne vores verden – både den store og den lille – da nok have brug for.

Og så er det måske netop også midt i sådanne pauser fra det hele, at vi kan mærke Gud mest. Fordi det kræver en pause og ro, for at Gud kan komme til i vores liv.