Ingen af de involverede har glemt Sloggi-bolle-affæren i legendarisk butik, der nu lukker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Er man i tvivl om, hvorvidt verden er af lave, kan man dvæle ved to markante nyheder fra denne uge: den nordiske del af Tupperware-koncernen er gået konkurs. Hjemme i Thy har det ellers altid været en tommelfingerregel, at man ved bodeling kun bør gå efter guld, sølv og Tupperware. Og så var det også ugen, hvor det kom frem, at Støvsugerhjørnet på Trøjborg lukker.

I 40 år har Støvsugerhjørnet været en del af Trøjborgs identitet. Tre generationer Sørensen har stået i butikken, der er kendt for den sparsomme plads og grænseløse service. Det oplevede jeg selv for nogle år siden. Historien er fortalt tidligere, men jeg har hørt, at det hjælper at tale om sine traumer.

Det ”interesserer ikke” fruen i huset at støvsuge og såvel kompetence, motivation og færdigheder er derefter. Derfor udviklede situationen sig også dramatisk, da hun en dag alligevel havde fundet startknappen.

Efter kort tids rengøring, kom der en høj, ildevarslende lyd. Først fra støvsugeren, siden fra fruen. Begge lød stadig mere anstrengt og situationen var så opkørt, at der først blev slukket (for støvsugeren), da jeg nåede frem og hev stikket ud.

I ét af sikkert flere uopmærksomme øjeblikke, var støvsugeren kommet for tæt på et par af hendes underbukser, som kun nåede halvvejs op i slangen, før de satte sig fast og fremkaldte en så forkrampet lyd, som kun en støvsuger, der har indset sin snarlige kvælningsdød, kan frembringe.

Jeg skal ikke kommentere andres påklædning, og da slet ikke fruens. Men lad os sige, at hun - også hvad angår undertøj - er til den praktiske side. Et par sammenkrøllede Sloggi-trusser kan slukke gnisten hos enhver. Hos en støvsuger ligefrem livsgnisten.

Et par gange eksperimenterede vi selv med at få dem ud af slangens indre. Intet hjalp, så der var ingen vej udenom endnu et besøg hos Støvsugerhjørnet.

Derinde kunne Michael Støv fortælle, at han gennem årene havde formået at få meget ud af aarhusianernes støvsugerslanger, men aldrig var stødt på udfordringen med et par dametrusser. På vej ned ad trappen til værkstedet i kælderen havde han helt tydeligt alt for høje forventninger til, hvilket syn, der ventede ham, hvis missionen lykkedes.

Da han kom op igen, var smilet stift og armen, hvor han holdt trusserne, strakt. Underbuksernes tilstand var ikke blevet bedre efter det ufrivillige ophold på slangens midte. Udgangspunktet var endda ret dårligt. Jeg var lige så beklemt ved situationen, men trods alt lykkelig for at have sparet omkostningerne til en ny støvsuger. Michael ville hverken have penge eller genetillæg for sin heltedåd. Sloggi-bollen ville få en plads på butikkens wall of fame med mærkværdige fremmedlegemer.

Enden er nået, også for Støvsugerhjørnet. Det er slut med den gode, personlige service, den professionelle vejledning om røremaskiner, støvsugerposer og kaffemaskiner. Det er slut med de gratis karameller og et stykke Aarhus-historie. Alt det, man ikke får, når man handler på nettet. »Det er tiderne, frk. Jacobsen.« Men hvilke tider?