Lys, frostklare morgener og forventningen om, at noget sker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Frosten havde lagt sig som et krystalklart net over hele skoven. Træerne stod tydeligt i alle mulige mørke toner, mens det frosne græs brød den mørke baggrund med hvide og grå nuancer.

Vi skulle egentlig have været oppe klokken 4.00 for at gå langs vejen mellem de åbne græsmarker i håbet om at skyde et lille vildsvin. Men lyden af støvler mod frosne blade gjorde det umuligt at snige sig lydløst.

Derfor sidder vi her i en hochsits, et skydetårn, og håber på, at vildtet kommer på skudhold. Hvis de altså vover sig ud på de åbne græsområder, der grænser op til skoven.

Vi havde gået så lydløst som muligt frem til tårnet. Bildørene blev klemt stille i. Med jævne mellemrum stoppede vi op og spejdede gennem den endnu mørke skov. Nu sidder vi spændte, i forventningen om at alt kan ske, mens står solen op.

Hvis jeg skal svare på, hvorfor jeg går på jagt, så handler det om forventningen om, at der kan ske noget. Jovist, vildtkød smager fantastisk. Haresteg, rådyrmørbrad.

Men jagt handler for mig langt mere om, at der kan ske alt muligt. Chancer kan opstå, eller forbipassere hvert øjeblik. Og naturoplevelserne, hvor man befinder sig i flere timer i mørket, mens lyset tager til i et skydetårn i Tyskland, mens det bliver lysere for hvert sekund. En symfoni af farver udspiller sig for et lille publikum.

Langsomt men sikkert forvandles natten til dag. Mørket til morgen. Fra det ene øjeblik til det andet skifter buskene mellem træerne farve. Hvad der indtil da havde været et sort buskads bliver med et til brændende blade på lave træer.

Stille og roligt øger de intensiteten i farven, og kort efter vækkes andre gule nuancer til live. Snart bliver trækronerne dybgrønne og de sorte bjælker, som træstammerne indtil da havde forestillet, bliver til bordeaux og brune stammer. Snart skifter græsset farve og himlen forvandles fra grå til lyseblå.

Der skal ikke meget lys til at ændre naturens farver. Eller naturen har sådan set ikke farver. Jeg læste engang, at farver ikke er i objekterne, vi ser. Men alt, hvad vi ser, fremstår for os i forskellige farver, alt efter hvordan det reflekterer lyset.

Det er pudsigt, at den tørre gule farve er den første, man ser i vintermørke skove, hvis man altså sidder og observerer flere timer, før solen står op. Den støvede gule farve – det er som om, naturen ved, at lyset og varmen er det første, vi har brug for i vinterens mørke.