Fortsæt til indhold

Èn klage har sat en kæp i hjulet for Byens Blå Torv: »Ja, det er os«

Kommunens dispensationer truer havnens unikke karakter og sårbare naturområde.

Debat
Niels Abildgaard og Jetta GerkenHolmbjergvej 50, 8420 Knebel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ja, det er os som har anket kommunens tilladelse til nybyggeri på havnen i Knebelbro og anket en række dispensationer fra Lokalplanen. Det skal dog pointeres, at der er flere borgere og husstande i Knebelbro, som har gjort indsigelser i høringsfasen.

Helt overordnet skal Lokalplanen sikre bevarelse af det kulturhistoriske miljø ved Knebelbro havn og det kan man ikke bare gå på kompromis med gennem en række dispensationer. Det vil i givet fald fordre en helt ny lokalplan.

Desuden har hele høringsfasen været en skueproces. Hele planen har været besluttet på forhånd ved en række møder mellem Facilitetsforeningen og kommunen. Det facto, er det kommunen, der ejer havnen og som dermed er den reelle ansøger. De mange indsigelser i høringsfasen har ikke flyttet et komma. Indsigelserne er ikke behandlet og besvaret konkret, hvilket er i strid med Forvaltningsloven.

Der er borgere ved Knebelbro Havn, som har fået afslag på at lave en simpel kvist i deres tegltag ud mod vandet.

Der er borgere ved Knebelbro Havn, som har fået afslag på at lave en simpel kvist i deres tegltag ud mod vandet. Dette med begrundelse i, at det er i strid med Lokalplanen. Og så oplever vi nu, at kommunen giver sig selv og Facilitetsforeningen tilladelse til at opføre 2 nybyggerier fremskudt på havnen, som fuldstændig vil forstyrre det bevaringsværdige miljø og blokere udsigten fra landsbyen mod vandet.

Vi anerkender til fulde en række af intentionerne i at modernisere forholdene for havnens brugere: At sikre gode omklædnings- og badeforhold, sauna, og mulighed for samvær. Forholdene i det eksisterende Brohus er nedslidte. Men Brohuset kan moderniseres, og hvis ikke der er tilstrækkelig plads, kan der opføres supplerende nybyggeri i forbindelse med Brohuset, og dette byggeri kan opføres med saddeltag i overensstemmelse med Lokalplanen. Det er helt unødvendigt at spolere det nuværende havnemiljø med opførelsen af huse tæt på vandet/havnebassinerne. En tilbagetrukket placering tæt på den nuværende bygning vil i langt mindre grad spolere det oprindelige miljø i Knebelbro og herlighedsværdierne. Samtidig vil det mindske omkostningerne, hvilket vel også må være i kommunens interesse. Vi har pointeret dette flere gange i mails til byrådsmedlemmerne og i høringsfasen.

Der ønskes etableret en kombineret svømmebane og kajakpolostadion på det lavvandede område øst for havnen, indenfor indsejlingen til havnen. Det er et særligt lavbundet område med store forskelle på flod og ebbe. Området vest for havnen minder meget om Vadehavet. Der er et meget rigt dyreliv, med myriader af fugle samt hyppige besøg af sæler og marsvin. Der er observeret odder flere gange i og omkring havnen. Det virker for os komplet malplaceret og skæmmende at lave det påtænkte på denne placering (foto). Det vil være yderst forstyrrende og til skade for et sårbart naturområde. De ”svømmende” vil ikke kunne undgå at trampe rundt i ålegræs, bunddyr og ophvirvle sediment.

Vi oplever nu Facilitetsforeningen stå frem i pressen med nærmest våde øjne og beklage sig over, at vi har indgivet klage. Det er vi omvendt glade for, at vi har gjort, og vi har fået flere tilkendegivelser, der støtter os. Det virker desuden overmodigt og arrogant af Facilitetsforeningen, at de tilsyneladende efter eget udsagn allerede havde bestilt entreprenør til at starte arbejdet 6. januar. De og kommunen må være bekendte med den juridiske proces. Vores store ønske er, at de involverede parter, herunder først og fremmest kommunen nu tænker sig om, og gentænker planerne, så de kan gennemføres under den gældende Lokalplan. I modsat fald må der laves en ny Lokalplan.