»Det værste er ikke, at vores hus er brændt ned – det værste er, at vi har mistet vores nabolag«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Det værste er ikke, at vores hus er brændt ned – det værste er, at vi har mistet vores nabolag.«
Ordene kom fra et af ofrene for de forfærdelige brænde i Los Angeles. Det gjorde dybt indtryk, som han stod der foran de rygende ruiner.
Det værste er, at vi har mistet vores nabolag. Altså vores fællesskab her.
Og man tænker på sit eget nabolag. På det liv, der er her mellem os mennesker i husene eller lejlighederne. Fastelavnsfesten, vejfesten og den lille snak i forbifarten, når man mødes på vejen eller i opgangen. Og medfølelsen blandt nabolaget når udfordringer eller sygdom flytter ind her eller der. Glæden når der hænger en pose nybagte boller på dørhåndtaget, og der også er omsorg og varme i posen.
Ifølge ordbogen betyder lag, nogen man er »i nærmere menneskelig kontakt med; i medgang og modgang, i tykt og tyndt, i lyst og nød« og «personer der udgør et fællesskab eller deltager i et samvær«.
Når tiderne er gode og solen skinner, lyder fællesskab som noget i retning af hygge og fornøjelse og underholdning. Som leg og lutter lagkage og noget, jeg kan nyde godt af – når jeg ellers har lyst og på mine præmisser. Den dimension af fællesskabet, der handler om at tage sig af andre og bidrage og tage del i andre menneskers liv, også selvom det ikke gavner en selv, forsvinder lidt af syne.
Så måske opdager vi det først rigtigt, når det er under pres. At det værste måske ikke er at miste sine ting og sager. Men at det umistelige er fællesskabet og livet imellem os. At dele, at mødes og at finde mening i kraft af alt det liv, der finder sted imellem os. Som på en måde er usynligt.
Fællesskab kan ikke sættes på formel eller beskrives fuldt ud. Det undslår sig en udtømmende beskrivelse. Det er på én og samme tid noget, som kan rammesættes, og noget som undslipper os, når det virkeligt hænder. Det kan gå op for én, når rammerne forsvinder.
Da Jesus delte brød og vin med sine disciple, gav han os en ramme for et fællesskab der bryder både tid og rum. I den tidlige kristne samlede man det brød sammen, som var til overs efter måltider for at dele det ud blandt de fattige i landsbyen. Sådan blev nadveren urbilledet på fællesskabets dybe hemmelighed: at dele.
Og vi kender det fra vores liv. Det er i forholdet til andre vi bliver til, det er i mødet med andre vi vokser og modnes som mennesker. Når møder sker mellem hjerter og ikke bare mellem hoveder – når den følelsesmæssige, intuitive del af vores væsen møder andre på samme plan, rører det ved os. Da får livet mening.
Det er måske det vigtigste, et menneske overhovedet kan opleve? At møde en anden i dybet af sin sjæl. De mennesker, vi har mødt på den måde, gemmer og bevarer vi i vores hjerte. Tænk bare tilbage på din yndlingslærer. Vi har måske glemt ordene, de sagde og talte til vores forstand. Men de gjorde et indtryk og satte et aftryk, og man husker det måske resten af livet.
Møder og fælles liv gør livet rigere. Og måske er det bare gennem at dele sorgen at glæden kan opstå – gennem deling af død, at man kan forstå liv, deling af mørke at man kan ane lys og deling af smerte at dybere mening kan vise sig?
Jeg tror, længslen efter fællesskab er en urkraft, der holder håb og mennesker i live. Også under uhyrlige omstændigheder. Så borgmesteren i Los Angeles kan stile sig op sige:
»Den her tragiske hændelse samler os. Vi bliver ved med at støtte hinanden. Vi vil komme igennem brandene, og så vil vi genopbygge vores by i en ny og bedre udgave.«