Det ordentlige menneske er kittet i vores samfund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Januar er angiveligt opkaldt efter den romerske gud, Janus, der var gud for overgange og begyndelser. Han blev ofte afbildet med to ansigter: Et der ser fremad, og et der ser bagud. Og sådan er en del af nytårets karakter: At man ser bagud og fremad og gør sig tanker om, hvad det forgangne år bragte, og hvad det nye måtte bringe.

Vi står jo altid i overgangen mellem fremtid og fortid, for ethvert øjeblik, ethvert nu, er overgangen fra det, der skulle komme og det, der var. Og den slags bliver særlig tydeligt ved nytårstid, hvor ikke bare dagen og nuet er nyt, men også året.

I en stille, tænksom nytårsstund lod jeg blikket glide over bøgerne i mine reoler, og jeg fik øje på to bøger, som stod ved siden af hinanden, og som havde godt af at blive taget ud af reolen igen.

Den ene hed ”Det kolossale menneske” og var skrevet af Thomas Blachman i 2008. Med store armbevægelser, vildtflyvende tanker, et kæmpe ego og ord som genialitet, kreativitet og potentiale. De fleste ved, hvem Blachman er, og man kan mene om ham, hvad man vil, men taletid får han i hvert fald som en væsentlig ingrediens i et talent-show, der dyrker potentiale og skjulte talenter i jagten på nye genier, men også undervejs gør grin med de uduelige.

Den anden bog var skrevet året efter, som en replik til den første og med en forside, der er en fuldstændig kopi af sit modstykke med kun et ord skiftet ud. Det er historikeren Henrik Jensens bog: ”Det ordentlige menneske”. Og uden at den lille ”beef”/modstilling skal fylde for meget, så er kontrasten af fokuspunkter dog både slående og evigt aktuel – også her 15 år senere. Det kolossale, unikke, geniale, showmenneske som type… overfor det ordentlige menneske. I al sin gribende enkelthed.

Uden at jeg på nogen måde selv kan påberåbe mig at være et sådant ordentligt menneske (jeg prøver), så har Henrik Jensens bog dog betydet meget for mig gennem mange år. Ikke mindst fordi jeg bliver så glad, hver gang, jeg møder ordentlighed og ordentlige mennesker. Og det gør jeg tit i mit præstearbejde, men desværre ofte ved begravelser og bisættelser, for lad os bare sige det lige ud: Ordentligheden var mere udbredt i fortiden, end den er i nutiden.

Igen og igen har vi i kirken taget afsked med gamle mænd og kvinder, der pligtskyldigt, trofast, uden brok og med stor ydmyghed og taknemmelighed ”bare” har passet deres arbejde, deres familie, hus og hjem. Mennesker, der, som Jensen skriver om sin egen mormor, ville være en katastrofe i et talk-show. Mennesker, der hverken har eller søger alle de fantastiske egenskaber, som Blachman hylder, men som bare er der for andre. Tænker på andre først. Beværter, betjener og sørger for. Møder ind og stempler ud. År efter år. Den slags mennesker har været kittet i vores samfund i mange årtier, og jeg håber, at de også kan være det i fremtiden.

Så det skal være mit nytårsønske for 2025: At det må byde på mere ordentlighed og mindre show. At pligter, ydmyghed, taknemmelighed og lysten til at fylde mindre må fylde mere end tom underholdning, gold materialisme og brok …

Og ja … jeg skal nok begynde med mig selv.