Fortsæt til indhold

Vindmøller på Aarhus Havn vækker stærke følelser: »Lad dette projekt være et forbillede«

Beslutning om møller på op mod en kvart kilometers højde skal ske med respekt for borgerne.

Debat
Polly Bak DutschkeByrådsmedlem, Moderaterne Aarhus (M)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Planerne om at opstille vindmøller på Aarhus Havn har tidligere vakt stærke følelser blandt byens borgere – og det med rette. For Moderaterne er det vigtigt at understrege, at vi bakker fuldt op om den grønne omstilling, og at vindmøller skal være en del af løsningen. Men det betyder ikke, at vi ukritisk siger ja til enhver løsning, der bliver lagt på bordet.

De foreslåede vindmøller, der er markant højere end Lighthouse, vil potentielt ændre Aarhus’ udtryk fundamentalt. Byens skyline og især udsigten over Aarhusbugten er en vigtig del af dens identitet og charme, og vi må spørge os selv, om denne drastiske forandring virkelig er den bedste løsning.

Vi vil den grønne omstilling, men en beslutning om møller på op mod en kvart kilometers højde i en så bynær placering som Aarhus Havn skal tages på et oplyst grundlag og med respekt for input fra borgere, erhvervsliv og andre interessenter.

Visualiseringer af, hvordan møllerne vil påvirke bybilledet, skal være skarpe og realistiske, og borgerne skal have mulighed for at give deres mening til kende. Denne gang skal der virkelig lyttes – noget som ikke altid har været tilfældet når det kommer til projekter og beslutninger omkring Aarhus Havn.

Det er tid til, at vi får belyst alle aspekter af projektet af uvildige fagfolk, så vi kan tage en kvalificeret beslutning. Derfor vælger Moderaterne at bakke op om en grundig forundersøgelse som også indeholder en god, borgerinddragende proces. Med baggrund i denne vil vi tage endelig stilling.

Grøn omstilling kræver mod og handlekraft, men også omtanke og respekt for de byer og borgere, den påvirker. Lad dette projekt være et forbillede for, hvordan vi i Aarhus Kommune, kan skabe fremtidens løsninger i fællesskab og med respekt for hinanden.