Fortsæt til indhold

Var det en afledningsmanøvre? - Hvad med samarbejdet, Mogens Nyholm?

Debat
Erik Humblebug (Frie Demokrater)cand.agro. Nattergalvej 19, Randers C

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Min vision for Randers er, at vi bliver kendt som en kommune, hvor vi hjælper hinanden, både som personer og som samfund. Vi støtter det sunde foreningsliv, og kommunens forvaltning er med til at understøtte den enkelte borgers eget initiativ i retning af et bedre liv.

Som politisk interesseret følger jeg jo også med i den lokale debat. Og her undrer det mig, at Mogens Nyholm fra Radikale Venstre har så travlt med Østbroens budget. Så vidt jeg ved, er Mogens Nyholm selv en del af det flertal, der har vedtaget budgettet for 2025. Og det er mig bekendt ikke Østbroens budget.

Mit gæt vil være, at det også vil være billigere at sikre byen på en anden måde

På en måde forstår jeg godt Mogens Nyholms afledningsmanøvre. For jeg har svært ved at se, at der er et parti med socialliberale rødder med i den budgetaftale, der er vedtaget. Og når jeg hører, hvad Mogens Nyholm vil for Randers, er det at få nogle rige personer udefra til at flytte til havnemolen i Randers, så vi har råd til et dyrt prestigeprojekt, der kaldes Klimabroen.

Nu er der andre måder at sikre byen mod oversvømmelse på end det foreslåede projekt. Og mit gæt vil være, at det også vil være billigere at sikre byen på en anden måde. Derfor er det for mig mærkeligt, at Mogens Nyholm tilsyneladende er mere optaget af at gøre noget for nogle borgere, der ikke bor her endnu, end for de borgere, der bor her i forvejen.

Det ser også ud til, at borgmesteren lige pludselig vil til at bestemme, hvem der skal bo i Randers, og hvem der ikke skal. Men er Randers en attraktiv kommune at flytte til, hvis nye borgere ikke er sikre på et specialtilbud for deres børn, hvis de får en diagnose? Og mener borgmesteren så, at de skal flytte igen, hvis de ikke lige lever op til den standard af mennesker, der passer borgmesteren?

Jeg har selv valgt at bo i Randers. Og hvis jeg flytter, vil jeg også gerne bestemme, hvor jeg flytter hen. Vi har et ansvar for de borgere, der bor her. Og Randers skal ikke være én af de kommuner, der eksporterer nød. Vi skal nemlig vise, at vi har styrken og evnen til at forbedre livsvilkårene for dem, der i dag lever som udsatte i vores samfund.

Det vil selvfølgelig være ideelt, hvis vi kan få vækst i Randers Kommune. Nye arbejdspladser. Og nye borgere, der kommer her for at arbejde eller at pendle til vores nabobyer. Men Byrådet har jo lige gjort det sværere at etablere sig som virksomhed i Randers Kommune. For hvor en ny virksomhed kan få en miljøgodkendelse via forvaltningen i andre kommuner, skal godkendelsen nu igennem et udvalg og til afstemning i byrådet. Derfor har Randers Kommune valgt den tungeste og mest besværlige vej til at komme i gang med etableringen. Og hvad hjælper det at finde løsninger i dialog med forvaltningen, hvis første forslag ikke kan godkendes? Så skal det jo igennem hele møllen igen.

Jeg er i princippet positiv overfor, at der bygges på havnefronten. Og jeg vil gerne have, at der bliver bygget 500 boliger syd for fjorden i løbet af en overskuelig fremtid. Men samtidig vil jeg gerne have udskudt beslutningen om Klimabroen med 10 år, og i stedet, som Østbroen foreslår, lave en Østbro, der fører noget af trafikken udenom centrum.

Hvis Mogens Nyholm kun er optaget af at få rige borgere til Randers, synes jeg, at han skal blive ved med at tordne mod et budget, der ikke er vedtaget. Og jeg kunne forestille mig, at der er andre end mig, der gerne vil vide, hvad Mogens Nyholm vil gøre for de borgere, der allerede bor her.

Det er jo også et dårligt valgoplæg, hvis kandidaten fra et af de partier, der opstiller til kommunalvalget, allerede markerer, at han ikke vil samarbejde i det nye byråd. Det kunne ellers være en velkommen fornyelse, der også kunne være med til at sætte Randers Kommune på det kommunale Danmarkskort, hvis vi var en kommune, der kunne favne alle partier og lister i de beslutninger, som vi tager.