Fortsæt til indhold

Skolemad eksploderer - Mørke, Rosmus og Thorsager først – hvem bliver de næste pionerer?

Gratis skolemad i Syddjurs Kommune styrker børns sundhed, trivsel og fællesskab gennem fælles måltider i skoledagen.

Debat
Casper Grud NielsenByrådsmedlem og gruppeformand (S)
Ole Sønderskov HansenByrådsmedlem og politisk ordfører (S)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skolemad kan understøtte trivsel og fællesskab hos børnene

Familie-, børne- og læringsudvalget har netop vedtaget kriterierne for næste forsøgsperiode med skolemad i folkeskolen. Det betyder, at flere skoleelever i Syddjurs Kommune snart kan se frem til at få tilbudt et fælles måltid mad i en periode. Det glæder vi os over, for skolemad er noget vi i Socialdemokratiet har arbejdet for længe. Særligt glædeligt er det, at vi i udvalget er enige om, at måltidet skal være gratis for eleverne, så alle kan deltage.

Et sundt og grønt måltid skolemad har nemlig et stort potentiale til at styrke madmodet, sundheden, energiniveauet og indlæringen hos vores børn. Men måltidet har også en samlende kraft, som, når det tilrettelægges rigtigt, kan være med til at styrke børnefællesskaberne i skolen. Når vi spiser sammen, hører vi sammen.

Selvom potentialet er stort, kan løsningen jo nogle gange synes lidt bøvlet. Skal der gå tid fra undervisningen til servering og opvask? Hvad gør vi, når vi ikke har køkkenfaciliteter? Osv.

Vi anerkender, at der kan være nogle praktiske hindringer på den enkelte skole. Men hvis ambitionen skal lykkes, så kræver det også, at vi får bevæget vores tænkning og kultur i en retning, hvor vi begynder at opfatte måltidet som en pædagogisk understøttet aktivitet. Som noget der måske er lidt bøvlet, men som også er et vægtigt pædagogisk bidrag, der danner den enkelte og styrker det fælles. For det kan det. Som henholdsvis højskolelærer og folkeskolelærer har vi set med egne øjne, hvordan samværet og samhørigheden styrkes gennem fællesspisning.

Som socialdemokrater længe har vi længe arbejdet for gratis skolemad – det ligger i vores politiske DNA. Men vi kan ikke tage æren alene. Særligt SF, men også andre dele af byrådet har bakket op om sagen, og sammen er det lykkes os flere gange at afsætte penge i budgettet til at gennemføre forsøg med madordninger. Det er godt. Vores ønske i Socialdemokratiet er, at vi også fremadrettet kan stå samlet om at fastholde det politiske fokus på skolemad, som et tiltag der understøtter både læring og trivsel for vores børn.

I Rosmus, Mørke og Thorsager fik man støtte i første forsøgsperiode til at afprøve forskellige modeller for fælles skolemad. Der er gode erfaringer, som vi nu skal lære af og bygge videre på.

Vi håber, at endnu flere skoler nu vil bruge muligheden for at søge penge fra puljen til forsøg med skolemad. For selvom vi er overbeviste om de positive sider ved det fælles måltid, så har vi også brug for at vide, hvad der virker bedst i praksis.