Tiden flygter, men min morfars bornholmerur fulgte insisterende efter mig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Jeg stiller bare tingene i din carport,« sagde min morbror i røret, og det foruroligede mig lidt, at han sagde det i flertal, altså ”tingene”.

For jeg havde virkelig forsøgt, at værge mig og sige ”nej tak” til alle de ting, som ingen ville overtage, men som heller ingen nænnede at køre til genbrug eller på losseren, da der blev ryddet ud efter min morfars død.

Jeg er lige flyttet ind i præsteboligen, og jeg tror, at de tænkte at tingene nærmest ubemærket kunne snige sig ind hos mig. Men selvom jeg er opdraget som en pæn pige, der skal ’takke ja’, når man bliver budt, så var det alligevel lykkedes mig, at sige ”nej!” til det hele lige med undtagelse af gyngestolen.

Min morfar var gammel tømrer- og snedkermester, og gyngestolen har han selv lavet; desuden er der fortællinger om, hvordan min nu salige mormor broderede blomstermønsteret på den.

Gyngestolen ville jeg gerne arve, men alt det andet blev det altså ”nej tak” til. Der må være grænser, og hvis man ukritisk overtager alt, hvad der rækkes til en fra fortiden (det gælder vist både klenodier, arvestykker, holdninger og vaner), så er der ikke plads til, at man selv kan være der. Man må kuratere lidt, også selvom ”de” nogle gange presser på. Nogle gange må man sige ”Nej tak”, hvis der skal være plads til en selv.

Men nu var min morbror altså i røret og sagde, at det gjorde ikke noget, at jeg ikke var hjemme – for han ville bare stille ting-ene i garagen.

Og ganske rigtigt, da jeg kom hjem, stod der, udover gyngestolen, et væld af ting fra min morfars tømte bolig, deriblandt et kæmpestort bornholmerur. Så meget for min evne til at sige fra.

”Tempus fugit” står der på urskiven. Det tænkte jeg meget over som barn, når jeg var på besøg hos min mormor og morfar. Dengang var der ikke ret meget i fjernsynet, så jeg lå tit og bare gloede på den bornholmer. ”Tempus fugit” – det lød flot og lidt magisk.

Den er mosgrøn og med blyindfattede ruder ind til pendulet og trækket med vægtlodderne. I virkeligheden ret flot. Men den fylder meget på mange måder. Den går ikke stille med tiden. Lader konstant tiden tikke hastigt ind og takker høfligt i næste suk. Det er der måske også en læring i, hvad ved jeg?

I garagen begyndte jeg at grine, da jeg læste på urskiven af min uvelkomne gave… ”Tempus fugit”, det betyder ”tiden flygter”, hvilket jo er morsomt, fordi uret i sig selv var et meget stort og klodset bevis på, at tiden ikke bare flygter, men også meget insisterende følger efter mig.

Alting har en tid, står der i en af de gammeltestamentlige tekster, for alt under himlen er der et tidspunkt, en tid til at fødes og en tid til at dø. En tid til at klage og en tid til at danse. En tid til at rive itu og en tid til at sy sammen – en tid til at omfavne og en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge og en tid til at miste. Så står der:

»Det, der var, er der allerede igen; det, der kommer, har allerede været. Gud opsøger det, der svandt bort.«

Det sidste lyder næsten lige så magisk, sagnomspundet og besværgende som ”tempus fugit”.

Med møje, besvær og min søde kusines hjælp fik jeg bornholmeren slæbt op i stuen, og der står den nu alligevel godt nok. Man har vel et standpunkt, til man bliver klogere og tager et nyt - og overfor sådan en ihærdighed, må alle principper falde.

Tiden er ikke kun flygtig og flygtende – den kommer os også i møde – opsøger os, selv når vi flygter fra den eller os selv og er ved at smide dyrebar tid væk.

Og måske det hele, også alt mit, i sidste ende samles hos Gud i tidernes midte. Hvem ved?