»Ingen lever et liv uden at komme til at svigte eller skuffe – vi er nødt til at tilgive os selv og hinanden«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Min juleaftensprædiken handlede sidste år (altså sidste måned) om de pauser, som vi alle sammen har brug for; de pauser som vi lægger ind i en travl hverdag for at klare hovedet og finde ro og overskud, for at lade op og mærke os selv.

Tid til at tænke eller tid til det modsatte. Det kan også være for at glemme noget som fylder i os og for os – i det mindste bare for en tid. Uanset vores grunde, så har vi alle sammen brug for pauser. Hvordan vi så bruger de pauser, som vi lægger ind for os selv, det er vidt forskelligt.

For mit eget vedkommende så går jeg lange ture og jeg løber. Og mens jeg gør det, så lytter jeg til podcasts – det er en god måde for mig at komme ud af mit eget hoved og bare bevæge fødderne. Koncentrere mig om noget andet end mig selv.

Den allerførste podcast jeg hørte, hedder ’Kvinden med den tunge kuffert’.

Og uden at gå ind i alle detaljerne som strækker sig over syv afsnit, så handler den om en kvinde, der snyder og bedrager sig rundt i Danmark. Og som alle steder slæber en tung kuffert med sig. Podcastens fortæller følger i hælene på kvinden og taler med de mennesker, hun har snydt for både omsorg, tid og penge. Og kvinden smutter selvfølgelig også fra ham til sidst.

Derfor taler han med nogle af kvindens ofre. Og de siger alle som en, at de slet intet har lært af deres møde med en bedrager, men at de ville gøre nøjagtig det samme, hvis de nogensinde kom i den situation igen.

»Jeg har intet lært; sad hun her i morgen, gjorde jeg det samme,« er der en af dem, der siger. Og de andre siger det samme med lidt andre ord: »Tilgiv hende.«

Og det fik mig til at tænke, at vi jo alle sammen slæber rundt på tunge kufferter – nogle er tungere end andre, men ingen af os bærer på en tom kuffert. Og derfor har vi alle sammen brug for tilgivelse. For ingen lever et liv uden at komme til at svigte eller skuffe. Vi er nødt til at tilgive os selv og hinanden – og vi er nødt til at bære med på hinandens kufferter.

Og i julen der kommer Gud selv til os for at vise os, at når vi ikke kan det; når vores egen er alt for tung. Og når svigtet var alt for stort, så bærer han også med. Når vi hverken kan bære vores egen eller give andre en hånd med deres, så løfter han med os og for os.

Og det kan vi ikke sige os selv, det er vi nødt til at lade os fortælle. Og det kan vi gøre i kirken, som kan give os en utrolig tiltrængt pause, når vi tror, at vi skal bære det hele selv. Slæbe hele kufferten og alle andres helt alene.

For der hører vi, at Han går ved vores side gennem hele vores liv – uanset, hvordan det liv så end ser ud for os, i os og omkring os. At han bærer det hele med os. Uanset tyngden på vores kuffert.

For alt det vi slæber med os igennem livet, det er aldrig det eneste, der er at sige om os. Og i kirken der hører vi lige præcis det; at vi er Guds elskede børn. Og det er vi altid. Først og fremmest.