Fortsæt til indhold

Måneden med de to ansigter

Debat
Peter TastSognepræst i Tilst

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I januar ser vi frem og tilbage. Som den romerske gud Janus med de to ansigter, som januar angiveligt skulle være opkaldt efter. De to ansigter giver Janus overblik og gør ham i stand til at se både frem og tilbage på samme tid. Mod fortid og fremtid på samme tid. Men også således, at han skulle kunne se en sag fra to sider, hvilket gjorde ham objektiv og uvildig. Derfor blev Janus også et symbol på visdom.

I år kunne vi godt bruge noget af Janus’ visdom og forsøge at se noget mere objektivt på tingene og være bare lidt mere uvildige.

Som så mange andre gange, er vi i denne måned i gang med at afslutte de ting, vi har haft gang i i 2024, samtidigt med at vi er i gang med at planlægge, hvad der skal ske i 2025.

Regnskabet for 2024 bliver gjort op. Både økonomisk, hvor de sidste regninger er skal betales og faktureres, men også i forhold til, hvad året ellers medførte af hændelser og oplevelser. Samtidigt er vi allerede godt i gang med nye planer.

Politisk sker der ret meget for tiden. Både i Aarhus, hvor større sager som havneudvidelsen, et nyt stadion og Århus lufthavn har fyldt meget i medierne. Men i endnu højere grad ude i verden, hvor der er kommet en ny præsident i USA, og hvor mange er spændte på, hvad det kommer til at betyde for fremtiden. Hvad kommer det til at betyde for vores samhandel? Og hvad med de krige, der udspiller sig i blandt andet Ukraine og Israel?

Vi ser alle vores liv ud fra den virkelighed, vi selv er en del af. Og ingen af os har de to ansigter, der kan se objektivt og uvildigt på sagerne.

Noget af det, som i skrivende stund fylder allermest, er spørgsmålet om Grønland, som mig bekendt aldrig tidligere har været genstand for så stor opmærksomhed før. Både Kina, USA og Rusland har store interesser i Grønland.

Det handler mig bekendt ikke om landets befolkning, men om dets strategiske placering på verdenskortet. Og så om landets råstoffer og ressourcer, hvilket dog ikke siges ret højt. Og hvad der slet ikke tales om, er hvor meget en ulykke eller et udslip vil kunne skade det sarte arktiske økosystem.

Vi ser alle vores liv ud fra den virkelighed, vi selv er en del af. Og ingen af os har de to ansigter, der kan se objektivt og uvildigt på sagerne. Men mange af os er nu alligevel i stand til at have omsorg for vores medmennesker og kan til en vis grad sætte os ind i, hvordan det må være at være den anden. Vi kan få medlidenhed og vise medfølelse, og det er ret menneskeligt at gøre.

Det er nemt at rive ned og svært at bygge op. Lad os i 2025 gå ind i kampen for at bygge noget af alt det op, som er blevet brudt ned og ødelagt i 2024, både byer og bygninger, fællesskaber og venskaber, alliancer og tillid. Men mest af alt, lad os fokusere på mennesker fremfor på magt og strategiske interesser, og på den store opgave, som vi alle har med at passe på denne eneste planet, som vi kan bebo, leve på og ånde i, og som vi kalder Jorden.

Det vil jeg håbe for 2025.