Pigen havde allerede fået nok. Vi drukner i creme, glasur og udviskede traditioner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Jeg hader fastelavn,« erklærede en pige forleden, alt imens hun blev hevet op af den passiviserende ladcykel, der nu spærrede store dele af fortovet foran Schweizer-bageren.

På den anden side af ruden stod en ellers fristende plade med fastelavnsboller. Det var ikke nok til at mildne hendes holdning til højtiden, der først burde indtræffe til marts. Man forstår, hvis hun allerede har fået nok af fastelavn, der de seneste år mere har fået karakter af langvarig bolledyrkelse end den højtid og en del af den danske kultur, som den i bund og grund er.

I det hele taget bliver mange ting udvisket, også uden for bagerforretningerne. Alverdens råvarer er tilgængelige hele året. Julen begynder tidligt, men varer ikke længere til helligtrekonger, for vi skal hurtigt videre til det næste, og gerne som de første. Afgrænsede markeringer bliver til fejringer uden start og slutning, og i det hele taget er det, som om vi hverken kan vente på eller dvæle ved noget. Forventningens glæde har trange kår.

Ikke desto mindre er fastelavn, når den engang oprinder, en ældgammel del af vores kultur og kulturarv. Oprindelig var det opvarmningen til fasten, der blev indledt askeonsdag, og var dage, hvor man spiste godt; flæskesøndag og flæskemandag samt hvide tirsdag med æggesøbe – forløberen for fastelavnsbollen. I dag handler det i månedsvis om creme, fyld og overkomplicerede bageteknikker, der resulterer i bagværk, der minder om en croissant med dragtilbøjeligheder. At spise en fastelavnsbolle har fået karakter af en rituel handling.

»De første mundfulde er himmelske og åbner en erindringsvej tilbage til barndommens univers,« har madhistoriker Bettina Buhl, Det Grønne Museum på Djursland, sagt. Så er det på tide at blive voksen.

Vi lever i en tid, hvor der er berettiget grund til at beskytte den kultur, de skikke og traditioner, der netop gør Danmark til dansk. Fastelavn er en del af den kristne tradition og vores kulturarv, men er langsomt ved at drukne i koldcreme og Instagram-opslag. Var det ikke for bagerne, var fastelavn sikkert for længst gledet ud af kataloget over danske traditioner. Det gode ved traditioner er, at de er med til at definere os. Så er vi fri for den vildfarelse, det kan være for den enkelte, hele tiden at skulle definere sig selv.

Dansk kultur og dansk kulturarv fortæller noget om, hvem vi er, hvad vi er rundet af, og hvad vi for alvor er villige til at forsvare, når fremmede magter og fænomener kommer for tæt på. Fastelavn er blot et eksempel, selv om den med dens udklædning ærligt talt også er småirriterende, ikke mindst for børnefamilier. Men hysteriet om fastelavnsboller som fænomen kan vi godt være foruden. I hvert fald når det skal stå på i flere måneder. Pigen valgte vist en kardemommesnurrer blandt alle fristelserne hos SchweizerBageriet.