»Risikerer at fokus er mere på genvalg og forsvar af tidligere beslutninger end på at se forandringer«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Har I nogensinde tænkt over, hvor svært det kan være at se nye løsninger, når man har været i det samme system i årevis?

Som erhvervsmand har jeg oplevet, at innovation og nytænkning oftest topper efter to-seks år i den samme stilling. Derefter begynder mange at forsvare gamle beslutninger frem for at udfordre dem. Og det gælder også i politik. Her i Favrskov Byråd har vi flere politikere, der har siddet på posten i mere end 15 år og nogle i 25 år. De kender forvaltningen ud og ind, men når man i årevis har arbejdet tæt med de samme folk, opstår der ofte en slags “tunnelsyn.” Man bliver en del af systemet.

Jeg spørger mig selv: Kan de stadig få øje på det potentiale, der måske ligger lige foran os? Erfaring kan være en stor fordel, når man skal løse akutte problemer. Men skal vi udvikle Favrskov over de næste 5, 10 eller 15 år, er vi også nødt til at turde tænke nyt. Vi taler om store udfordringer som bæredygtig vækst, grøn omstilling og bedre service til vores borgere – leveret både af private som offentlige udbydere og alt sammen stort set til samme økonomi som, vi har til rådighed i dag.

Hvis man har siddet i byrådet i fem-syv perioder, er der en risiko for, at fokus ryger mere på genvalg og forsvar af tidligere beslutninger end på at se forandringer som en mulighed.

Det mistænker jeg at være tilfældet, når Cepos på et debatmøde her midt i januar i Hammel præsenterede grundige og konservative analyser, der peger på hele 60 millioner i potentiale alene i kommunens administration, men ingen af politikerne i Favrskov her rigtig interesseret sig for at finde bare nogle af disse potentielle millioner. I tallene fra Cepos er der taget hensyn til alle de undskyldninger, vi ofte hører fra politikerne, om hvorfor lige netop de i deres kommune ikke kan forbedre noget uden flere penge eller drastiske nedskæringer af velfærden.

Men selv hvis vi ville være på den helt sikre side og skar 50 procent af, står vi stadig overfor 30 millioner kroner, som vi efter min mening har en forpligtigelse til at finde og bruge på bedre velfærd.

Jeg påstår ikke, at garvede politikere ikke kan forandre noget – men jeg tror, der er brug for nye øjne, der kan stille de “dumme” spørgsmål, som dem en Rema 1000-købmand en gang stillede mig, da jeg var øverste chef. Jeg havde jo ansvaret og var så opsat på at styre tingene oppefra, at jeg overså, hvor meget potentiale der lå i at give ansvar og handlefrihed til den enkelte købmand. Da jeg endelig indså potentialet, blev det til et succesfuldt franchisekoncept, som stadig lever i bedste velgående.

I kommunalpolitik kan det svare til, at man giver plads til idéer og eksperimenter, frem for at alt går igennem samme gamle mølle, og “det kan ikke lade sig gøre”-mentalitet.

Afslutningsvis: Jeg mener ikke, at erfaring er lig med stagnation – men lad os i hvert fald huske med jævne mellemrum at spørge, ligesom Rema-købmanden. For har vi stadig modet til at udfordre status quo og gå efter potentialet, eller er vi blevet bange for at rokke ved de vaner og aftaler, vi selv har skabt?