»Er velfærden virkeligt et nødvendigt offer?«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Nu gælder det! Vi træder ind i reformernes år, hvor regeringens vision for Danmark skal implementeres i alle hjørner af det kommunale landskab – Favrskov Kommune er ingen undtagelse.

Årets økonomitopmøde, som samler lokalpolitikere og topembedsmænd fra både kommuner og stat, blev skudt i gang med “go-økonomichef-humor”; jokes fra tidligere overvismand om, at det er dem, der ikke har råd til at gå tidligt på pension, der skal sikre dansk økonomi ved at arbejde endnu et år for hvert år, de bliver ældre.

Som tidligere år var topmødet præget af en række underholdende oplæg, der sten for sten byggede videre på regeringens fortælling. Budskabet var klart: Kriser og nødvendigheder betyder, at kommunale udgifter ikke kan stige, og kommunerne skal fortsætte det “gode arbejde” med at prioritere hårdt inden for stramme økonomiske rammer. De nye reformer giver kommunerne større frihed til at vælge hvilke velfærdsydelser de er nødt til at spare væk når der nu ikke er økonomi til at indfri borgernes forventninger. Dermed bliver kommunernes opgave at lave “forventningsafstemning” med borgerne, hvor de skal forklare og legitimere en ringere service, mens regeringen holdes ansvarsfri.

Økonomerne fremlagde den alvorlige økonomiske situation, mens forskere gav deres bud på, hvordan kommunerne kan gennemføre forventningsafstemning med borgerne. Samtidig diskuterede repræsentanter fra de regeringsbærende partier indbyrdes behovet for “modige prioriteringer.”

Efter halvanden dags oplæg og debatter blev der stillet et sidste spørgsmål fra salen til økonomiprofessoren fra Århus: “Kan vi ikke kigge på indtægtssiden?”

Hvis danskerne ønsker, at kvaliteten i den kommunale service skal stige i takt med den økonomiske udvikling i samfundet, hvorfor så fastfryse de offentlige udgifter? Kunne man ikke undlade skattelettelser og i stedet øge kommunernes indtægter, så de kan leve op til borgernes forventninger? Professorens svar var kort og sigende: “Jo, men det er politik.”

I mine øjne rammer vi her kernen af problemet: Den realøkonomiske reduktion af kommunernes økonomi, år efter år siden 2014, er ikke en uundgåelig nødvendighed – det er et politisk valg.

Det er derfor afgørende, at vi står sammen og kræver flere midler fra regeringen. Kun sådan kan vi sikre, at alle børn og unge får mulighed for at udvikle sig fagligt, socialt og personligt, og at de trives i de almene fællesskaber. Samtidig har vi brug for ressourcer til at håndtere det stigende ansvar for at prioritere klimasikring og miljøindsatser på en tilstrækkelig og bæredygtig måde.

Dette er ikke luftig symbolpolitik. Kravet om flere penge er den eneste realistiske vej for kommunerne, til at opretholde og udvikle et socialt retfærdigt og bæredygtigt velfærdssamfund. Hvis vi ikke udnytter denne mulighed, kan det kun tolkes som stiltiende accept af en politik, der år for år udhuler velfærden.