»De vilde problemer er en evighedsmaskine for DJØF’ere og andet godtfolk«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

De vilde problemer. Har du hørt om dem? Hvis ikke, så bare rolig – det har de færreste aarhusianere. På trods af det, så har det fyldt rigtig meget bag rådhusets tykke mure de seneste par år.

De vilde problemer beskrives som komplekse og uhåndgribelige udfordringer, der ikke kan løses med traditionelle løsninger. Det lyder vigtigt, ikke? Men i praksis er det blevet til lange akademiske rapporter og uendelige processer, som har fjernet fokus fra de virkelige problemer, aarhusianerne står med i hverdagen.

Et eksempel er problemforståelsen for et af de vilde problemer ”Den demokratiske samtale” – en 26 sider lang rapport med et lixtal på 46, svarende til en akademisk tekst. Forestil dig, at sådan et dokument skal være udgangspunktet for at forbedre samtalen mellem borgerne og kommunen. Det virker fjernt fra virkelighedens verden.

De vilde problemer er i mine øjne blevet til en moderne myte. En evighedsmaskine for DJØF’ere og andet godtfolk, der får ressourcer til at tænke store tanker om det uløselige. Men hvad med sosu-assistent Dorte eller plejehjemsbeboer Grethe på 93 år? Hvad betyder det for dem? Ikke meget.

Danmarksdemokraterne har i byrådet sammen med de øvrige borgerlige partier før jul stillet et forslag, der skal ændre arbejdet med de vilde problemer. Vi vil flytte ressourcerne tættere på borgerne og gøre indsatsen borgernær og konkret. Det kræver, at vi politikere sætter en fod ned over for det voksende bureaukrati og i stedet skaber rammerne for, at medarbejderne kan finde de bedste løsninger i tæt samarbejde med borgerne.

De vilde problemer er blevet en dyr, centraliseret proces uden mærkbare resultater. Lad os i stedet fokusere på at løse de virkelige problemer, der gør en forskel for aarhusianerne.