Kære Niels Abildgaard - glæd dig over andres glæde, det gør jeg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Svar til Niels Abildgaard: Tanker om hensigter og muligheder

Jeg har i det meste af mit voksne liv arbejdet ud fra og på Mols. Mine børn er vokset op her, og mine børnebørn vokser op her. Jeg har i mere end 30 år været en del af foreningsarbejde på mange forskellige planer. Jeg var også en af initiativtagerne til Mols I Udvikling, bl.a. som den første formand. Det har været en stor glæde at se de mange initiativer, der har vendt afvikling til udvikling, skabt tilflytning og fået et enestående Molsværk ”på benene”, der er til glæde for alle fastboende og turister. På det allerførste stormøde, vi havde omkring etablering af Mols I Udvikling, hvor mange lokale i alle aldre deltog, var det første og største ønske et havnebad, og der blev allerede der helt fra starten etableret en Havnebadsgruppe. Så ønsket har været der fra de mange.

Når jeg ser klagen fra Niels Abildgaard, kan det overordnede formål undre mig. Jeg har ikke forstand på, om kommunen evt. har lavet en fodfejl omkring lokalplanen, men det er tydeligt, at en evt. fodfejl skal bruges til at forsinke eller sætte en kæp i hjulet for projektet. På mig virker det som om klagen til Planklagenævnet er midlet, men ikke formålet med klagen. For er de underliggende formål ikke, at man ønsker stilstand i stedet for udvikling, at man ønsker uhindret udsigt frem for aktivitet? Udover det mere end 10 år gamle og brede ønske fra lokalbefolkningen om et havnebad, har foreningen af danske bådelaug gjort det klart, at skal havne fremover bestå, skal der nye aktiviteter til på havnen for at tiltrække de yngre generationer, således at et aktivt sejlerliv og andre hav/havneaktiviteter kan videreføres.

Det er dette projekt et godt eksempel på. Her ser man også et godt eksempel på, at mange forskellige aktører kan finde hinanden i et socialt fællesskab omkring et havnebad. Samarbejde er fremtiden. Ligeledes er det enestående, at skolen har et ønske om, at når børnene her er omgivet af hav, skal de også lære at svømme i havet. Bl.a. denne sidste del har Niels Abildgaard klaget over. Hvad han kalder et ”Vandpolostadion” er fire snore, der ligger på havoverfladen med flydere, som skal holde skolebørnene i sikkerhed, når de svømmer i havet. Samtidig bliver disse snore brugt til en ”vandpolo bane”, hvor man en gang om ugen i sommerhalvåret i et par timer tager et par flytbare mål med ind i svømmeafgrænsningerne. At kalde dette et vandpolostadion afspejler mest i min optik et ønske om at forhindre aktivitet – de par snore på havoverfladen kan næppe forstyrre udsigten, eller?

Min holdning til at rejse til andre steder, i Danmark eller udlandet, er at respektere lokalbefolkningen. Mit ønske til Niels Abildgaard er, at han forstår, at havnen har været genstand for aktiviteter i mange, mange år, at de gamle, der også brugte havnen i deres unge dage, synes det er dejligt med ny aktivitet, at vores tilflyttere glæder sig til et havnebad, og at både Molsværket og Byens Blå Torv er med til at tiltrække nye beboere på Mols, så vores dejlige område overlever og udvikler sig.

Hav derfor respekt for lokalbefolkningen, Niels Abildgaard - og prøv at se det positive i en udvikling, vi som lokale har skrevet ind i formålet med Mols I Udvikling: at vi skal være inkluderende, også for nye tilflyttere og turister – og det er vi. Så lad venligst være med at lade argumenter om hensyn til arkitektur og evt. fodfejl spænde ben for et område, der vil være til så stor glæde for så mange. Glæd dig i stedet over andres glæde, det gør jeg.