Fortsæt til indhold

Røggaskondensering kan føre til mere røg i byen – er det prisen værd?

Der er både økonomiske og miljømæssige konsekvenser ved nye fjernvarmeteknologier.

Debat
Henning SørensenAndelshaver fra Moesbakken, Rønde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi skal ikke have mere røg i bunden af Rønde by. Fjernvarmeværkets nuværende placering har været den samme i over 35 år, og værket overholder kravene til udledning. Men i bestyrelsens referater ser man nu et forslag, der rejser alvorlige bekymringer.

Driftslederen har foreslået at undersøge muligheden for en ny teknologi kaldet røggaskondensering. Det er ikke et nyt emne – jeg har gennem mine 12 år som tidligere bestyrelsesmedlem behandlet dette mindst tre gange. Hver gang er det blevet afvist på baggrund af både økonomiske og fysiske argumenter.

Hvad er røggaskondensering?

Kort sagt er det en teknologi, som udnytter varmen fra røgen ved at køle den ned, hvilket kan give en energibesparelse på omkring 8%. Men det har en konsekvens: Når røgen køles ned, mister den den opdrift, der normalt sender den højt op og væk fra byen. Selv med vores nuværende skorsten vil røgen blive hængende og slå ned i byen.

Og her ligger problemet. Fjernvarmeværket er placeret i bunden af Rønde by, omgivet af boligområder, børnehaver og Rønde Skole. Hvis vi indfører røggaskondensering, kan vi ende med mere røg tættere på jorden – midt i byen, hvor børn leger i børnehaver, og hvor familier bor og arbejder.

En ekstra varmeveksler kunne hæve røgens temperatur, men det ville gøre løsningen dyrere og reducere den samlede energibesparelse til kun omkring 5%. Derfor er det en dårlig idé – både teknisk og økonomisk, medmindre vi kan få en rigtig god pris på installationen. Vi bør i stedet fokusere på andre områder, der kan reducere værkets udgifter.

Andre emner fra bestyrelsens referater

Jeg ser også i referaterne, at bestyrelsen finder honorarerne for små i forhold til arbejdsindsatsen. Det blev nævnt på sidste generalforsamling, og det er en valid pointe. Men det er generalforsamlingen, der fastsætter honorarerne og godkender bestyrelsens planer. Det er vigtigt, at alle beslutninger – inklusive honorarer – afspejler medlemmernes interesser og sikrer værkets økonomi. Hvis vi vil sikre en dygtig bestyrelse, der kan træffe gode beslutninger for hele byens fjernvarme, skal honorarerne passe til arbejdsbyrden. Det er i alles interesse.

Derudover er projekt Rodskov stadig uafklaret. Udgifterne er steget betydeligt, og vi må sikre, at fjernvarmeprisen holdes så lav som muligt. En mulig løsning kan være differentierede priser mellem Rodskov og Rønde, så udgifterne fordeles mere retfærdigt. Prisen for etablering af varme til Rodskov matcher ikke længere tidligere godkendte projektplan ved Syddjurs Kommune.

Fjernvarme til Rodskov er et godt mål, men hvis det bliver alt for dyrt at etablere, vil det gå ud over alle andelshavere – og det er ikke rimeligt. De markant højere omkostninger gør, at projektet bør genovervejes grundigt for at sikre, at andelshavernes interesser og økonomi prioriteres. Løsningen er en decentral varmekilde placeret i Rodskov.

Hvad med et nyt værk?

Det er nævnt, at et nyt værk kunne være en løsning. Men i den nuværende økonomiske situation er det ganske enkelt ikke realistisk. Priserne på etablering er steget markant, og det er ikke en løsning, vi kan gennemføre lige nu. Fjernvarmeprisen i Rønde er steget allerede nu, og et nyt værk kan ikke sænke varmeprisen.

Konklusion

Vi skal tænke os godt om, når vi beslutter fjernvarmens fremtid. Røggaskondensering og dyre projekter lyder måske lovende, men de kan få alvorlige konsekvenser for både økonomien og miljøet.

Lad os i stedet vælge løsninger, der gavner hele byen – både nu og i fremtiden.

Vi ses til Generalforsamlingen.

Din Avis Syddjurs har fremsendt debatindlægget til bestyrelsesformand i Rønde Fjernevarme a.m.b.a., Michael Sørensen, for en kommentar:

Han svarer på mail således:

Tak for dit indlæg og de perspektiver, du bringer op. Som ny bestyrelse arbejder vi på at få det fulde overblik over mulighederne for værkets fremtidige udvikling, herunder teknologier og projekter, der kan sikre en balanceret løsning for både økonomi, miljø og vores andelshavere. Vi undersøger alle forslag grundigt og er opmærksomme på både de tekniske, økonomiske og lokale konsekvenser, inden der træffes beslutninger. Vi ser frem til generalforsamlingen og til at fortsætte dialogen med andelshaverne samt tage fælles skridt mod en spændende fremtid.

Michael Sørensen, ingeniør
Bestyrelsesformand Rønde Fjernvarme A.M.B.A