Fortsæt til indhold

Den yderste venstrefløj fylder alt for meget - vi skal have genoprettet balancen i Syddjurs

Venstrefløjens dominans truer stabiliteten i byrådet. Vi skal tilbage til, at afgørende beslutninger træffes på midten med afsæt i pragmatisme og samarbejde.

Debat
Jørgen Ivar Mikkelsen (V)Byrådsmedlem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er kandidat til det kommende kommunalvalg!
- men overvejelserne har været mange.

Jeg har siddet i Byrådet i nu snart 8 år - et umådelig spændende, men også tidskrævende arbejde. Store og vigtige beslutninger i Syddjurs Byråd - som styrer udviklingen i Syddjurs Kommune - tegnes i øjeblikket af den yderste venstrefløj. Det er frustrerende at være vidende til. Vi har ganske vist en socialdemokratisk borgmester, som har et - omend spinkelt - flertal bag sig. Borgmesteren tøver ikke med at bruge sit flertal, og pragmatismen har ringe kår.

Det er af afgørende betydning for de fremtidige muligheder i Syddjurs, at vi får vippet flertallet væk fra den yderste venstrefløj ved valget i november

Indflydelsen fra den yderste venstrefløj er som sagt stor, - også større, end det er synligt for den almindelige borger. Over tid ændres de forvaltningsmæssige prioriteringer, arbejdsgange og strategiske fokusområder, som følge af politiske beslutninger. Og det er jo egentligt helt, som det skal være. Men det er bekymrende, når det er den yderste venstrefløj, der sætter retningen.

Nationale ledelinjer, som er udstukket af landets socialdemokratiske statsminister, undsiges gang på gang af det socialdemokratiske flertal i Syddjurs Kommune.

Min frygt er, at borgerne i Syddjurs for sent får øjnene op for den kursændring, der er i gang. Den bringer kommunens retning langt væk fra den politiske midte. I mine øjne, skal de vigtige beslutninger tages af den politiske midte - det giver holdbarhed og stabilitet. Det modsatte giver grobund for modtryk og politisk polarisering, med de mest yderliggående og ekstreme partier som vindere. Det er for mig et skrækscenarie - kig bare på udviklingen hos vores europæiske kolleger, for slet ikke at nævne USA.

Det er af afgørende betydning for de fremtidige muligheder i Syddjurs, at vi får vippet flertallet væk fra den yderste venstrefløj ved valget i november. Et nyt flertal, med Venstres borgmesterkandidat Christoffer Pedersen i spidsen, vil arbejde for, at pragmatismen, det brede samarbejde og lydhørheden overfor de gode ideer, igen bliver normen i Syddjurs byråd. Det vil jeg gerne bidrage til og derfor stiller jeg op til KV25.