Skal kommunen drive campingplads for vores skattepenge?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kommunen har besluttet at opgradere telt-/campingpladsen på Skimminghøj i Ry. En ret kraftig opgradering endda.
Den beslutning rejser alvorlige spørgsmål om, hvorvidt det er kommunens rolle at konkurrere med lokale virksomheder – og om dette sker på en retfærdig og gennemsigtig måde. Når kommunen både er udbyder, lovgiver og kontrollant, opstår en situation, hvor det er svært at sikre lige vilkår for alle aktører.
Et af de mest bemærkelsesværdige aspekter af den nye tilladelse er, at den nu tillader ophold i op til fire uger uden restriktioner i forhold til kundegruppe.
Det er en markant ændring i forhold til tidligere, hvor pladsen kun måtte bruges til kortvarige ophold for kanofarere, cyklister og vandrere.
Skiltningen på pladsen angiver ganske vist en maksimal opholdstid på to dage, men tilladelsen åbner op for ophold på op til fire uger. Hvis kommunen virkelig mener, at to dage er det rette, så bør det også fremgå klart af den formelle tilladelse. Alt andet skaber forvirring og uklarhed.
De fire ugers ophold betyder, at pladsen kan bruges som feriecamping i højsæsonen til en pris, der er markant lavere end på private campingpladser. Det hele drives og finansieres af skatteyderne. Det skaber en unfair konkurrencesituation, hvor private campingpladser, der arbejder under markedsvilkår og campingreglement samt uden kommunal støtte, bliver presset ud.
En mere fair løsning ville være at udlicitere driften til en privat aktør. Dette vil sikre, at pladsen bliver drevet professionelt og på markedsvilkår, samtidig med at kommunen fortsat kan fastlægge retningslinjer og føre tilsyn. En sådan løsning vil skabe fair konkurrence, fremme samarbejde med lokale virksomheder og sikre, at skattekronerne bruges effektivt.
Det er afgørende, at kommunen balancerer sine roller som myndighed og aktør. Ved at overlade driften til private kan kommunen fokusere på at skabe rammer, der understøtter både fællesskabet og det lokale erhvervsliv.