Tilflyttere truer årelangt frivilligt arbejde
Nye beboere uden lokal forankring forsøger at sabotere mange års indsats fra dedikerede ildsjæle
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er frustrerende at opleve, hvordan tilflyttere, der ikke engang kan betragtes som ’rigtige borgere’ i kommunen, forsøger at ødelægge mange års frivilligt arbejde udført af ihærdige ildsjæle med Mols i hjertet.
Disse tilflyttere, der kommer hertil på deres ældre dage efter at have boet mange forskellige steder i landet, synes ikke at have udviklet den nødvendige empati og indlevelse for de lokalsamfund, de kortvarigt har været en del af.
Er det ikke snart 10 års koncentreret arbejde, som disse tilflyttere ikke har skænket en tanke, men nu alligevel føler sig berettiget til at kritisere?
De fremdrager argumenter som ’nægtede kvistlejligheder’ og hævder, at de planlagte projekter vil forstyrre det bevaringsværdige miljø og blokere udsigten fra landsbyen mod vandet.
Dette er vrøvl. Når det kommer til det ’bevaringsværdige miljø’, er der alligevel ikke meget tilbage fra den tid, hvor Poul Hansen lagde til kaj med turister fra Aarhus.
At ens lille fritidshus ved vandkanten får et par småbygninger i synsfeltet, bør ikke ses som en hindring for et årelangt kæmpearbejde, der nu er til gavn for mange lokale borgere. Unge som gamle.