Fastelavn, masker og det indre menneske

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For to dage siden, mandag 3. marts, var det fastelavnsmandag og både i gamle dag og i dag betyder det udklædte børn, der går omkring på gaderne og rasler… Ofte har de børn, der ringer på døren en maske på, for fastelavnstid er maske-tid – vi synger om det i fastelavnssangen: »Kan du gætte hvem jer er? kan du gætte hvem jer er? For jeg har taget maske på – misk- mask- maske på – Kan du gætte hvem jer er?«

Det kan være både svært eller let at se, hvem der gemmer sig bag masken, men hvis vi sådan skal tage det op i helikopterperspektivet: hvorfor tager man så egentlig maske på?

Jo, det gør man for at lade som om man er en anden eller for at skjule, hvordan man har det. Måske tager man en glad maske på, fordi man ikke vil gøre sine omgivelser kede af det. Måske tager man en sur maske på, fordi man i virkeligheden er ked af det.

Måske tager man en maske på, for som i Holbergs gamle komedie ”Maskerade” at blive fri til at forelske sig i hvem man vil?

Vi kender alle sammen til at lade som om – problemet med maskerne er, at så kan de andre netop ikke se, hvordan man har det eller hvem man er.

Vi vil ikke altid være ved, hvem vi er, ofte bærer vi en maske – og ikke bare i fastelavnstiden – men en maske som dækker vores synd og vores utilstrækkelighed – Den maske kan vi tage af i kirken. For der gives der tilgivelse og der gives der frelse gennem dåben.

Og hvorfor gør der så det?

Det gør der, fordi der engang for over 2000 år siden levede et barn og siden en mand, der hed Jesus. Han lignede et helt almindeligt barn – men det var han ikke – for han var noget så anderledes som Guds søn. Han var selv både et menneske – det kunne alle se, men han var også Gud og det kunne som bekendt ikke ses med det blotte øje.

Jesus gemte nærmest, hvem han var bag en menneskemaske. Da han blev voksen, så begyndte han at gøre ting som intet menneske kunne gøre og viste dermed, at han ikke kun var det menneske, han lignede, men også meget mere.

Af historien om Jesus forstod vi, at det vigtigste, det er ikke det man ser med øjnene, men det man ser med hjernen og hjertet. At det vigtigste ligger inde bag ved masken – og derfor kan vi af Jesus og af børnene ved vores dør lære, at man kun skal tage maske på til fastelavn og ellers øve sig i resten af året at vise hvem man er – også selvom man måske ikke tænker, at de andre kan lide det, man viser.

Så i virkeligheden burde vi øve os i kun at tage masken på, når vi gør det for ikke at såre andre – og så behøver vi heller ikke længere gætte på, hvem hinanden egentlig er.

Og virker det for voldsomt sådan at tage sin maske helt af – så kan man så småt forsøge sig med det om søndagen i kirken.

I kirken, der bryster vi os nemlig af at være et helt særligt hus, hvor man altid kan vise, hvordan man har det.

I kirken forkynder vi en kærlighed, som ikke er afgjort af om man er sur, vred eller ked af det. I kirken, må man både græde, hvis for eksempel ens elskede eller ven er død – men man må også grine højt, hvis man er til et bryllup, en barnedåb eller som i søndags, hvor der mange steder var fastelavnsgudstjeneste.

For det vigtigste er ikke, hvordan man ser ud, hvilken maske eller fastelavnsdragt man har på – det vigtigste er, hvad man er inden i – og inden i, der er vi alle sammen mennesker – skabt i Guds billede – så vi ligner ham – og derfor så er vi værd at elske.