Når mennesker mødes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tilbage i 2014 døde min far. Han havde skrantet gennem nogen tid og de sidste 50 dage tilbragte han på Holbæk Sygehus. Vi forsøgte at være hos ham så meget som muligt. Min mor besøgte ham 49 dage ud af de 50.

Mod slutningen fik han endelig den kræftdiagnose, vi havde mistænkt. Overlægen ringede som aftalt til mig og overbragte beskeden. Hvorefter jeg ringede til min mor. Jeg glemmer aldrig hendes respons. Roligt og fattet som den gæve sønderjyde hun er, meddelte hun, at beskeden var modtaget, og at hun nu tog ud og spillede badminton, for det var onsdag. Ja, det kan godt være, det lyder mærkeligt, tilføjede hun, men det gør jeg altså. Nej da – fremstammede jeg automatisk. Det er da en god idé.

Senere tænkte jeg over, præcis hvor god en idé det i virkeligheden var. For det var normalt med badminton om onsdagen. Hvis der findes en flig af normalitet at gribe fat i midt i kaos, skal man gøre det. På dette tidspunkt lå min far i koma og skulle ikke selv forholde sig til noget som helst. Det var på alle måder en god idé at tage i hallen og lade tankerne flyve med fjerbolden frem og tilbage over nettet og få den vanlige snak om vejret og det, der er vigtigere. Mærke at fællesskabet står, når alt andet falder.

For begge mine forældre var foreningsliv de faste fællesskaber gennem hele livet. Håndbold, badminton og gymnastik for min mors vedkommende. For min far spejder og menighedsråd. Jeg fulgte min mor til håndbold, mine brødre fulgte min far til spejder. Sådan fik vi fra barnsben et skud foreningsliv med os.

Man kan ikke overvurdere betydningen af lokalt forankrede fællesskaber, og der er mange muligheder. Det kan lige så vel være en fotoklub, hvor man nørder med sin passion og sammen udvikler evner og relationer. Eller turen med hunden i skoven, hvor man over årene får opbygget et vist kendskab til hinanden. Pludselig og ubemærket har man hilst på hinanden med harmløse bemærkninger længe nok til også at tale om mere alvorlige forhold i livet; skilsmisse, sygdom, arbejdsliv og så videre.

Med tiden og alderen forsoner man sig desuden med, at alt hverken kan eller skal løses på stedet. At det i høj grad også handler om at kende hinanden og følge lidt med i den andens liv. For så at være klar til at stå der, når andet falder. Måske bare en enkelt bemærkning. Jeg husker, hvad du sidst fortalte. Hvordan går det med det? Måske et smil eller en hånd på skulderen. Jeg ser dig. Du er ikke alene.

Min mor blev både trøstet og opbygget i sin svære situation samt holdt fast i et fællesskab og en slags normalitet midt i kaos. Her fandtes det, som også står i morgen, om en uge og en måned.

Udover sportshaller og gymnastiksale findes alle steder i landet kirker og sognegårde med tilbud, som ikke involverer sportsevner, kamera eller hund. Det kan være en strikkeklub, en litteratur-kreds, en seniorcafé med foredrag, en salmestudie-gruppe at blive inspireret af. En mulighed for at møde nye mennesker. Eller formiddagstræf med kaffe og suppe, sang og samtale. Måske filmklub eller koncerter hvor musik og indtryk nydes og deles sammen med andre.

Det vigtigste er at komme hjemmefra, så længe man kan, og indgå i sammenhænge med andre mennesker. Og har man lidt ekstra overskud, kan man endda de fleste steder få lov at blive en del af et frivilligt arbejdsfællesskab og dermed bidrage og bære med. Det hjælper at hjælpe andre. Det gavner at være til gavn. Afsted til badminton, eller noget andet.