Fortsæt til indhold

Her var der engang en dyrehave: Da den lukkede, flyttede ejeren aber og fugle hjem i stuen

I dag er vi vant til, at feriegæster valfarter til Ree Park, en af Østjyllands største turistattraktioner. I den sammenhæng kan det være svært at forestille sig, at der i starten af 1960'erne faktisk fandtes en lille dyrepark, som gik under navnet Zoologisk Have i Ebeltoft.

Debat
Martin MauritzenArkivar og historiker Ebeltoft Byhistoriske Arkiv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tanken om en zoologisk have i Ebeltoft var en god idé, men det hele begyndte faktisk i Randers.

På trods af, at byen allerede havde en zoologisk have, startede Anker Larsen en konkurrerende dyrepark på Mariagervej – Anker Larsens Dyrepark og Tropehus.

Her kunne folk opleve omkring 1.000 dyr fordelt på 200 arter.

Larsen var anerkendt som en dygtig dyrepasser, både nationalt og internationalt.

Han byttede ofte dyr med andre dyreparker og havde et tæt samarbejde med større zoologiske haver i Danmark, blandt andet dem i Aalborg og København.

I 1955 lukkede konkurrenten Randers Zoo, der tidligere havde ligget på Viborgvej. Larsen overtog herefter navnet til sin dyrehave.

Da dyrehaven lukkede, og der ikke var konkrete planer for en ny park, flyttede Anker Larsen og hans hustru mange af dyrene – primært aber og fugle – ind i deres dagligstue for vinteren.

Her overvintrede cirka 50 forskellige eksotiske fugle og aber i bure, inden de blev sendt videre til deres nye hjem i Ebeltoft.

Nedrivningen af dyrehaven blev påbegyndt d. 17. januar 1965.

Zoo i Ebeltoft

Det kunne for nogle virke mærkeligt, men tanken om en zoologisk have i Ebeltoft var en god idé.

I 1950’erne var Ebeltoft allerede et populært turistmål med mange attraktioner.

En zoologisk have var derfor et oplagt supplement.

I 1960 ledte Anker Larsen efter en passende grund til sin nye zoologiske have.

Blandt mulighederne var 28 tønder land ved Egsmark Strand, ejet af gårdejer Peter Jensen fra Langkjærgård.

Området, der tidligere var blevet brugt til tørvegravning, lå tæt på indfaldsvejen til Ebeltoft og var derfor strategisk godt placeret.

Valget faldt dog på et stykke jord på Strandgårdshøj ved den gamle grusgrav.

Der blev anlagt en vej ind til haven ved siden af den gamle trikotagefabrik, og Skærtorsdag i 1961 åbnede Anker Larsens nye dyrehave.

Zoologisk Have i Ebeltoft havde en bred vifte af dyr.

Larsen begyndte i det små, men opbyggede gradvist et større menageri af eksotiske dyr, herunder næsten tamme lamaer, indiske vandbøfler og senere kameler.

Derudover havde haven æsler, ponyer, aber, kæmpepapegøjer og krontraner.

I Randers havde Larsen haft bjørne og løver, men i Ebeltoft var der kun få rovdyr – et par pumaer og nogle vaskebjørne. Larsen prioriterede dyr, der var mere publikumsvenlige, da han mente, at det store publikum foretrak elegante og smukke dyr frem for rovdyr.

Han byttede endda en af sine pumaer til Aalborg Zoo for blandt andet kronvildt, en waliserged og canadiske gæs.

Haven havde også et abehus og en safaristue, hvor man kunne købe kaffe. Larsen, der havde træskærerarbejde som hobby, solgte sine egne træskulpturer i safaristuen.

Ebeltoft Zoologiske Have ved Galgebakken. 1962.

Sidste udkald for dyrene i Ebeltoft

Anker Larsen var stærkt afhængig af vejret.

Gode somre betød mange besøgende, mens dårligt vejr gav færre gæster – og foder til de mange dyr var dyrt.

Selv om vejret var okay i de første år, kunne det stadig mærkes på besøgstallet og på budgettet.

Samtidig begyndte alderen at trykke Larsen, der havde svært ved at klare den daglige pasning af dyrene og modtagelsen af gæster.

Derfor solgte Larsen jorden i 1964 til tømrermester Aage V. Jensen, ejer af Hotel Hvide Hus.

Jensen ønskede at bruge arealet til at udvide hotellets golfbane.

Anker Larsen holdt til sæsonafslutningen i juli 1964, derefter skulle der til at ryddes op.

I januar 1965 gik oprydningen i gang, og burene blev fjernet ved at overhælde dem med benzin og sætte ild til det hele.

Kun det tidligere cafeteria og abehuset blev skånet. Safaristuen skulle bruges som materialehus og klublokaler for golfklubbens medlemmer.

Dyrene blev solgt løbende frem mod nedrivningen.

Larsen beholdt dog nogle stykker.

Selvom han stoppede som zoo-ejer, opfordrede han stadig folk til at komme forbi og se de dyr, han havde beholdt – denne gang helt gratis.

Dermed var det slut for eksotiske dyr i Ebeltoft i den omgang.

Det var først i 1992 at en dyrepark atter skulle se dagens lys – denne gang under navnet Ebeltoft Familiepark i Gravlev, senere kendt som Ree Park.