Tag ordet i munden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mit arbejde handler om at turde tage ordet i sin mund, og det var ikke lige det, jeg som ung forestillede mig, at jeg kunne bruges til. At være én der talte og sagde ord højt, var det der afskrækkede mig mest ved at blive præst.

Men som teologistuderende var jeg heldig at få et års arbejde ved Sømandskirken i Hongkong, hvor en stor del af dagene gik med at tale med sømænd og andre danskere, der var langt væk hjemmefra, og der fandt jeg ud af, at det allerbedste ved at være præst er, at man får lov til at tale med mange forskellige mennesker.

Når vi taler med hinanden, må vi også tage ord i munden og sige dem højt. I en samtaler lytter man til de ord, hinanden bruger om det, man frygter, det man elsker, eller det man længes efter. Ord, man har gået og tænkt over, får måske nyt liv, når de bliver sagt til en anden. En god samtale giver nyt lys på gamle ord og dermed forståelse for og erkendelse af, hvor man befinder sig i sit liv.

Ord har stor kraft. Pludselig kan gamle ord åbne sig på ny i noget andre siger eller skriver eller noget, man synger. Lige for tiden er en af de store årstidssalmer, der synges i kirker og sognehuse, Brorsons ”Her vil ties, her vil bies”.

Det er en af de første salmer, jeg husker fra, da jeg var lille, fordi min Bedstemor gik og sang den. Hun kunne mange salmer og havde ofte gæster, som hun sang dem sammen med.

Jeg var ikke med, når de mødtes. Men jeg kunne sagtens forestille mig, hvordan de gamle sikkert sad i hendes pæne stue i lænestolene med sammenbidte tænder og armene over kors, mens de stædig og langsomt sang: »Her vil ties, her vil bies.«

Senere fandt jeg ud af, at ”bie” betyder vente og ikke bide. Og at salmen faktisk ikke får os til at tie, men til at åbne ansigtet i håb om, der er godt i vente. For det er den salme, jeg kender, med flest u’er i. Åbne vokaler, der åbner ansigtet på den syngende: »Turteldue kom at skue« eller »due kunne du begrunde, du begrunder, hvad der nu sker?«. Ord kan åbne.

I disse uger er mange konfirmander i gang med at overveje, hvad de skal vælge som konfirmationsord. Ikke blot et enkelt ord, men ord, forstået som en sætning fra bibelen, som betyder noget særligt for konfirmanden, og derfor passer godt til den enkelte. Ord, som de får med i hjertet og på vejen.

I den forbindelse skulle jeg introducere et for mit ene hold helt nyt ord: profet. Én sagde, »jeg tror, du mener profil, for sådan en har jeg«, en anden spurgte, om jeg mente ”profit”, for det gik han lidt op i. En tredje sagde, at hun bedst kunne lide gode profeter. Altså mennesker, der bruger ord, der kan trøste og give os gode råd og tro på fremtiden.

De tre fik mig til at tænke på, hvordan vi har brug for ord. Ord vi kan tage i munden, gemme i hjertet og tage med på vejen. Ord som dem, konfirmanderne har valgt, for eksempel »frygt ikke tro kun«, »Gud er kærlighed« eller »Hvor din skat er, der vil også dit hjerte være«.

Gode ord, som vi kan tage i munden, gå og smage på og dele ud af til hinanden, mens vi venter på det, vi hver især længes efter og håber på.