Alletiders med royal motionsfest i Randers
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I en tid, hvor vi alle i vores hverdag mærker de stærkt stigende priser og de stærkt øgede krav til os på mange forskellige måder, er det vigtigt at tænke på de positive oplevelser i hverdagen samt at kigge fremad.
Jeg synes, det er alletiders, at en større gruppe af lokale ildsjæle kæmper for at få Royal Run til Randers, og de ønskes alt muligt held og lykke med opgaven.
Royal Run er for alle børn, unge og voksne uanset alder og kondital, og man kan frit vælge at vandre eller løbe en af de tre ruter på henholdsvis One Mile (1,6 kilometer), fem kilometer eller ti kilometer. På den populære ’Familie-mile’ kan børn, unge og ældre følges ad, da kørestole, klapvogne og barnevogne er meget velkomne.
Royal Run arbejder for, at flere danskere kommer ud og bevæger sig. Royal Run er andet og meget mere end et løb. Det er kongens møde med danskerne. Det er fællesskabets fest, uformelt i kondisko for alle.
Sluttiden er ikke i højsædet. Det overordnede sigte og mål er i stedet, at flest muligt deltager i idræts- og motionsfællesskabet i sit eget tempo og med sin egen individuelle målsætning. Fællesskabet og den gode oplevelse er Royal Runs DNA.
Kongen er omdrejningspunktet for begivenheden, og både i 2018, 2019, 2021, 2022, 2023 og 2024 har hele kongefamilien bakket op om løbet og mødt danskerne i uformelle festlige rammer - og i øjenhøjde.
I sidste år var det sjette gang, at Royal Run blev holdt på tværs af hele landet. Imponerende 95.330 deltagere var tilmeldt og løb eller vandrede gennem gaderne i Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg.
I år løber Royal Run i Horsens, Ribe, Viborg, Korsør og København/Frederiksberg anden pinsedag mandag 9. juni.
Alle 97.500 startnumre blev revet væk og udsolgt på under en dag, da de blev sat til salg.
Royal Run har en enorm brandingværdi, og det vil være en megagod, flot og meget positiv branding af Randers Kommune og et stort show for Randers Kommunes borgere.
Derfor vil jeg også meget gerne hermed anbefale, at Randers Byråd - såvel nuværende samt kommende medlemmer - arbejder for, at Royal Run kommer til Randers.
Godt gået og tusind tak til de mange lokale frivillige, som ihærdigt kæmper for Royal Run og en royal motionsfest i Randers.
Jeg har deltaget i Royal Run alle årene og glæder mig til at deltage i Royal Run Randers, uanset om det bliver i 2026, 2027 eller 2028.