Fortsæt til indhold

Regeringens landdistrikts-låneordning - en sejr for bureaukratiet, ikke for boligejerne

Trods minimal brug fornyer regeringen ordningen, mens strikse regler fortsat blokerer for boliglån på landet.

Debat
Pernille VermundMF, Liberal Alliance
Jens MeilvangMF, Liberal Alliance

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»I dag er en kæmpe sejr for danskere, der gerne vil bo i vores skønne landdistrikter«.

På to år blev ordningen nemlig blot anvendt sølle to gange (...)

Det var Socialdemokratiets budskab tilbage i 2022, da de med stor begejstring kunne annoncere, at det fremover blev muligt at optage et lån med statsgaranti, såfremt man ville købe en bolig på landet såsom på Djursland.

Men tiden skulle imidlertid afsløre, at der snarere udelukkende havde været tale om en ”kæmpe sejr” for den socialdemokratiske regering – der med initiativet kunne anskaffe sig lidt god presseomtale – end for danskerne i land- og yderområderne. På to år blev ordningen nemlig blot anvendt sølle to gange, idet ordningen var unødvendig og alene havde til formål ”at indfri et valgløfte”, som en uvildig ekspert fra Aalborg Universitet udtalte til medierne.

Man skulle tro, at regeringen på den baggrund ville skrotte ordningen, men det har imidlertid vist sig ikke at være tilfældet. For nu har regeringen alligevel besluttet sig for at forny ordningen – stik modsat sund fornuft.

Bevares, der er absolut ingen tvivl om, at det ér et alvorligt problem, at mange aspirerende boligejere i Danmarks land- og yderområder gang på gang oplever at blive afvist, når de dukker op i lånemøder hos banken. Men roden til dette problem er ikke, at der har manglet en mulighed for at optage lån med statsgaranti. Det skyldes derimod, at vi har en gennemreguleret finanssektor, som stiller alt for strikse og bureaukratiske krav til rammerne for optagelse af boliglån.

Det problem bliver selvsagt ikke løst af, at regeringen indfører mere bureaukrati i form af obskure, statslige låneordninger. I stedet for flere nytteløse lappeløsninger fra Socialdemokratiet og deres regeringspartnere burde vi bruge krudtet på at fjerne nogle af de tossede regler, der i dag blokerer for, at mange i land- og yderområderne kan optage boliglån.

I samme tråd bør tinglysningsafgiften fjernes, så det bliver billigere at købe bolig, og bankernes regulering bør lempes, så de i højere grad kan foretage individuelle kreditvurderinger i stedet for de standardiserede kreditkrav, som politikerne har pålagt dem. For hvis vi skal bevare vores sammenhængskraft, skal man selvfølgelig også kunne optage boliglån i landets landdistrikter.