Præst: Den overdrevne vægt på det frie valg hindrer os i at tage imod livet, som det kommer
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der lægges stor vægt på det frie valg. Men hvordan er det?
Det frie valg kan dække ydre ting og forbrug som at købe tandpasta eller mælk. Og forhold, der ikke er personlige som politik. Også dér er vi dog under påvirkninger udefra, som gør valget knap så frit og selvstændigt.
Valget af uddannelse er mindre frit, for det er begrænset af vores evner og forudsætninger. Og det er ikke afgørende for vores liv. Jeg ville egentlig studere medicin, men det blev teologi. Først 50 år senere blev jeg klar over, at det var det rigtige valg.
Det frie valg er særligt begrænset, når det gælder de forhold, der bærer vores liv: Kærligheden og glæden og tilgivelsen. Du vælger ikke din kæreste, men kærligheden kan overmande dig og gøre noget ved dig, som du kun kan vælge at sige ”ja” eller ”nej” til. Sådan gribes vi også af glæden, og sådan bliver livet ”givet til” os uafhængigt af vores valg og brug af det.
Livet er først og fremmest et vilkår, vi må gå ind under og få det bedste ud af uden at kunne få magt over det.
Hvis vi bilder os ind, at vi selv skal vælge og få tjek på vores liv med frie valg, og det tilmed bestemmer vores skæbne, bliver vi ulykkelige. For det kan vi umuligt. Det meste af vores liv overgår os og kommer til os ligesom kærligheden og glæden. Lidelser som sygdom og handicap er ikke vores egen skyld, for det sker os.
Den overdrevne vægt på det frie valg hindrer os i at tage imod livet, som det kommer. Livet er først og fremmest et vilkår, vi må gå ind under og få det bedste ud af uden at kunne få magt over det.
Dét er kristendommen optaget af. Når det lyder i det grundlæggende bud: ”Du skal elske Gud og din næste som dig selv” – så siger det, at livet bliver til ved, at vi indgår i samspil med livet (Gud) og hinanden, og at vi er anerkendt som gode nok spillere i det samspil. Skabelsen i kristendommen er et løfte om, at vi får meget mere liv givet, end vi selv kan skabe eller vælge.
Jesus er et løfte om, at den livsmulighed indgår i vores liv med en kærlighed og tilgivelse, der overgår selv det værste. Den guddommelige livsmulighed – hellig ånden – er altid til stede og er os lige så nær som åndedrættet. At tro er at række ud efter den livsmulighed uanset vejrtrækningen.
Jeg ville ønske, at vi begynder at slappe af overfor det frie valg og mere tager imod livet, som det kommer, i tillid til, at det kommer os i møde og nok skal ende godt. Lykken kommer ikke af vores valg, men af det givne liv. Gå derfor ind i livet, tag det til dig og tag dit ansvar (ansvar betyder ”at svare på” eller ”til”) i tillid til, at vilkårene nok skal lære dig at gribe livet, hvor det byder sig. Take it easy.