Navnestrid: Det lyder ærligt talt både bittert og ude af takt med tiden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Man fristes til at sige, at navnet på direktøren for museet Køn er lige så flydende, som man i visse kredse vil gøre kønsbegrebet til. Under daværende direktør Julie Rokkjær Birch skiftede Kvindemuseet i 2020 navn til Køn – Gender Museum Denmark, blandt andet fordi Slots- og Kulturstyrelsen havde påpeget, at der var et misforhold mellem en vision om at være et dialogskabende sted for kønshistorie og samtidig have fokus på kvindernes kulturhistorie som ansvarsområde. Hold da op en ballade det afstedkom, da museet fik et navn, der i højere grad afspejler, hvad det i grunden beskæftiger sig med.

En fraktion, der kalder sig Dagmars Døtre, med rødder i Socialdemokratiet har ikke blot problemer med armslængdeprincippet, men nages fem år efter stadig af navneskiftet. I forbindelse med endnu et direktørexit på museet kræver de det gamle navn tilbage.

Diskussionen om køn har flyttet sig enormt, siden museet åbnede, nogle gange også langt ud over kanten. Kvinderne blev ikke skrevet ud af historien, da Kvindemuseet blev til Køn. Den er vigtig og dokumenteres fortsat. Hvis navnet kan favne bredere og gør, at indholdet appellerer til flere, så virker det bagstræberisk at kræve det gamle navn tilbage, medmindre man ønsker sig et kvindehistorisk museum, der med runeskrift alene fortæller om den kamp, der var engang, og ikke de problemer, der stadig findes. Et dygtigt udviklet museum kan bidrage til nye betragtninger og overvejelser hos dets gæster. Også om det hele er gået for vidt.

Der er al mulig grund til at bøje sig i støvet af respekt for den græsrodsbevægelse, der i begyndelsen af 1980’erne grundlagde museet, der siden blev mere modent, statsanerkendt, kom under museumsloven og blev en selvejende institution med en anden bestyrelsessammensætning. Kort sagt mere professionelt. Det har nok forandret ånden fra dengang, men også skabt nye muligheder for museet og dets evne til at fortælle især kvindernes historie.

Det har også betydet, at museet har haft mulighed for – og forpligtelsen til – at holde sig interessant for de mange. Skal et museum være relevant, må det følge med tiden. På det punkt er der ingen forskel på museer, partier og politikere.

Der er ikke grund til at tro andet, end at bestyrelsen og en ny direktør for Køn vil museet det bedste og har fagligheden samt indsigten til at træffe de beslutninger, der tjener institutionen bedst. Nøjagtig som man kan håbe, at politikere, herunder socialdemokratiske politikerne i Dagmars Døtre, har styr på deres.