I England har det fem forskellige dyrenavne. I Aarhus aner mange ikke, hvad det er

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Opfindelsen kunne ikke redde historiens første trafikale dødsoffer. Den irske videnskabskvinde Mary Ward blev i 1869 slynget ud af en bil drevet af damp, som familien havde eksperimenteret med at bygge.

For Henry H. Bliss ville chancerne have været bedre. New York-ejendomsmægleren havde dødbringende gode manerer, da han en aften i september 1899 trådte ud af en sporvogn og efterfølgende ville hjælpe en kvinde ved navn Lee samme vej. De havde ikke andre muligheder end at træde direkte ud på vejen. Bliss blev ramt af en i øvrigt eldrevet taxa.

Det hjalp ikke, at lægen David Or Edson var passager i taxaen. Morgenen efter at Henry H. Bliss var ankommet til Roosevelt Hospital, måtte sygehusets kirurg skrive Bliss ind i historiebøgerne som USA første motoriserede trafikdræbte.

Langt derfra og langt senere blev verdens første fodgængerfelt så omsider anlagt. Det skete i 1951 i Slough i England. I England har man fem forskellige typer af fodgængerfelter, alle navngivet efter dyr. Panda-feltet forvirrede bilisterne og blev erstattet af en pelikan-løsning. Zebra-modellen er bedst kendt fra Abbey Road, som medlemmerne af The Beatles passerede den 8. august 1969 kl. 11.35. Gad vide, hvordan det var gået med dem, og hvordan musikhistorien havde udviklet sig, hvis de ikoniske hvide striber var placeret i Aarhus.

For her lader det til, at mange endnu ikke har opdaget opfindelsen fra 1951. Om det er værre her end så mange andre steder, vides selvsagt ikke. Ikke desto mindre kræver det mod at vove sig ud på de hvide felter. Ifølge færdselsloven skal kørende, der nærmer sig et fodgængerfelt »afpasse hastigheden således, at der ikke opstår fare eller ulempe for gående, som befinder sig i feltet eller er på vej ud i dette. Den kørende skal om nødvendigt standse for at lade gående passere«.

Jeg tilhører selv den pedaltrampende klasse og kan flere gange om dagen konstatere, at cyklister blæser på såvel færdselsloven som på de gående. Vel er det nemmere for en gående at standse end for en cykel at standse, når den nærmer sig et befærdet fodgængerfelt. Særligt hvis farten ikke er tilpasset andre end cyklisten selv.

Forleden hørtes lyden af en kvinde i gul refleksvest, der måtte bremse sin cykel for ikke at hamre ind i gående på vej over feltet under Dokk1. Hendes hvæs og kropssprog var tydelige signaler om, at også hun havde misforstået færdselsreglerne. Hun er dog ikke alene.

Det gælder i den aarhusianske trafik som i så mange andre af livets forhold: Ingen har ret, alle har pligter. Også til at passe lidt bedre på hinanden, give plads, vise hensyn og være en gentleman som Henry H. Bliss. Det burde ikke være livsfarligt.