Tilbage til vildmarken
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg elsker programmet “Alene i vildmarken”.
Jeg fascineres af tanken om modsætningen til vores liv, at kunne klare sig selv. Byen er karakteriseret ved kompleksitet, og det er denne kompleksitet, der gør det muligt for os at få den rigtige lægehjælp, producere alle vores mange goder, bygge varme og trygge huse, skabe systemer, der sørger for retssikkerhed og tryghed på gaderne.
Men prisen er, at vi alle er dybt afhængige af hinanden, af andre specialister, der hver især kan tage sig af et af de mange led, det kræver at skabe så komplekst og rigt og trygt et samfund.
Vi kan føle os helt hjælpeløse, når computeren gør knuder eller opvaskemaskinen sætter ud, fordi hvert eneste system, vi benytter os af, er så kompliceret, at kun eksperter i præcis det system forstår noget.
Vi kan få lyst til at vinde noget af vores autonomi tilbage, så vi kan forsørge os selv, fange maden selv, hente og tørre brændet selv, tænde bålet selv, tilberede maden selv, forme redskaberne og bygge huset - selv!
Men, som programmet viser, så er det utrolig omstændeligt og risikabelt, og kun de færreste er i stand til det, og de gør det med en meget stor pris, først og fremmest en enorm udsathed.
Ingen af deltagerne ville deltage i programmet, hvis ikke det for det første blev filmet og iagttaget af millioner af seere, og hvis ikke de vidste, at der var lægehjælp at hente, hvis noget gik galt.
Det er et lærerigt eksperiment, der kan lære os noget om os selv, om det, vi ikke ser og ikke kan erfare, når vi bor i byen, men byen er stadig rammen omkring, den træder til ligeså snart, deltagerne får brug for det.
“Alene i vildmarken” er blot endnu en af de muligheder, byen tilbyder dig. Tag ud i vildmarken og lær dig selv bedre at kende, lær at sætte mere pris på alle de relationer, du har i byen, på den tryghed og velstand, du oplever i byen.
Vid at du ikke kan tage noget af det for givet, men at det netop alt sammen er noget, du har fået givet. Alene kan du ikke særlig meget. Men sammen med alle de andre har du ufattelige muligheder. Byen gør dig dybt privilegeret. Og du ved det slet ikke - før du oplever byens modsætning.
Taknemmelighed burde være den grundlæggende holdning. Taknemlighed over, at der er nogen, som sørger for, at kloakken fungerer, at elnettet er stabilt, at børnene kan blive passet, at de unge kan blive uddannet, at vi kan gå trygt rundt på gaderne, at nogen vil sidde ved kassen i Netto, at vi har et banksystem, et retssystem og mennesker, der vil engagere sig i politik.
Listen er nærmest uendelig lang. Vi har så meget at være taknemlige over. Men alt for ofte er det mistillid, der opstår, fordi vi ikke oplever, at vores mellemværender bliver håndteret med den opmærksomhed, forståelse og respekt, de fortjener.
Vi bliver misundelige. Vi misforstår. Vi krænker og bliver krænket. Vi oplever en mangel på retfærdighed og reagerer med at tage sagen i egen hånd og gengælde uretfærdigheden. Og mulighederne for, at det kan gå galt, er så uendeligt store i så komplekse forhold, som menneskelige relationer er, endda relationer mellem tusinder og atter tusinder af mennesker.
Kirkens rolle er, ligesom programmet “Alene i vildmarken”, at sætte mennesket i en anden situation, hvor det får mulighed for at se sit liv udefra med Guds øjne. Ikke for at vende byen ryggen, men for at give livet i byen perspektiv.