»Hjemmepasning er en løsning – ikke et problem: Vi burde takke dem i stedet for at skælde ud«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi ser lige nu en gruppe engagerede mødre, der rejser en vigtig debat: Retten til at passe egne børn skal anerkendes og understøttes bedre.

Men hvad møder de fra Socialdemokratiet?

En mur af bureaukratiske begrænsninger og ideologiske undskyldninger for, hvorfor hjemmepasning ikke fortjener samme opbakning som daginstitutioner.

Det er på tide at gøre op med den snævre tankegang, der ser offentlige institutioner som den eneste vej til trivsel for børn. Børn kan sagtens lære sociale spilleregler og fællesskaber uden at være placeret i en vuggestue fra 10-måneders-alderen eller at gå i børnehave.

Forældre, der vælger at tage hovedansvaret for deres børns tidlige år, skal mødes med respekt og reel støtte – ikke modstand.

I Favrskov har vi indført tilskudsordning til hjemmepasning, men ikke i dets fulde form som staten tillader. Socialdemokratiet og andre partier afviser at udvide ordningen med argumenter om, at pengene hellere skal bruges på ”brede fællesskaber” og institutioner.

Det er en forfejlet prioritering. Pengene skal følge børnene – uanset om de går i vuggestue, dagpleje eller bliver passet hjemme. Vi er i LA på ingen måde ude på at udsulte de offentlige dagtilbud. Tværtimod ønsker vi, at de børn, der rent faktisk går der, skal have så fantastiske rammer som overhovedet muligt. Alle børn fortjener en dagligdag med trivsel.

Den største udfordring ligger dog i forhold til hjemmepasning i de nationale regler, og det vil jeg kæmpe for at ændre. Statens regler forhindrer for eksempel forældre i at kombinere hjemmepasningstilskud med indtægt ved siden af, og støtten er begrænset til 12 måneder.

Det er ulovligt at “krydspasse”, og man skal bevise alt muligt til højre og venstre for at få lov at være hjemme med sit eget barn. Hvorfor sætte så snævre rammer for en ordning, der sparer staten for udgifter til institutionspladser? Det giver ingen mening.

Jeg foreslår en langt mere fleksibel ordning, hvor forældre får et skattefradrag svarende til de offentlige udgifter til en institutionsplads, hvis de selv står for pasningen. Det vil skabe reel valgfrihed og sikre, at familier ikke tvinges ind i en bestemt model.

På kommunalt niveau handler udfordringen imidlertid om en mangel på villighed til at tænke kreativt. Mens vi venter på, at de nationale rammer ændrer sig, kan kommunen gøre meget mere for at løsne op for reglerne for dagplejere, gøre det nemmere at oprette private pasningstilbud og understøtte forældre i, hvordan de kan stable disse ting på benene, mens de selv har små børn hjemme, for ikke at nævne at udnytte tilskudsordningen til dets fulde kapacitet.

Man kunne gå langt mere kreativt til værks for at gøre det lettere for børnefamilierne at finde alternativer til vuggestue eller børnehave, hvis det var ønsket. Det kræver, at byrådet er villigt til at samarbejde med forvaltningen om at finde de kreative løsninger, der giver bedre vilkår hele vejen rundt på pasningsområdet. Og det kræver også en forvaltning, der ser muligheder i stedet for begrænsninger.

Jeg har selv hjemmepasset i ni år og ved, hvor meget det kræver af viljestyrke og planlægning. Det er på tide at anerkende hjemmepasning som en ligeværdig mulighed. At anerkende de private ordninger, som ligeværdige muligheder.

Og i en kommune hvor vi er pressede i bund af voksende børnetal, skal vi da ikke bruge krudt på at diskutere, hvorvidt en lille gruppe af forældre må passe børnene derhjemme med tilskud. Vi burde skynde os at gøre det så let som muligt og takke dem i stedet for at skælde dem ud.