Er vi for sparsommelige ved kommunale begravelser?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg er ny i Favrskov Kommune, men har efterhånden været præst i en del år og har derfor også haft mange begravelser.
Som præst er det ikke helt usædvanligt, at man sommetider har en såkaldt kommunal begravelse – altså en begravelse, hvor kommunen betaler omkostningerne i forbindelse med begravelsen.
Kommunale begravelser plejer at ligne alle andre begravelser, så det har jeg ikke tænkt nærmere over. Det eneste, der har generet mig lidt, er, at kommunale begravelser altid er bisættelser, og at urnen kommer ned i en anonym fællesgrav. Men kommunen administrerer jo fællesskabets pengekasse, og generelt er jeg glad for, når der bliver administreret snusfornuftigt og med mådehold.
Men så kom dagen, da jeg i Favrskov skulle have en kommunal begravelse. Til min store undren opdagede jeg, at en ubemidlet borger i Favrskov Kommune ikke kan blive bisat fra sin egen sognekirke. Kommunen har en fast bedemand, og her er aftalen, at bisættelsen skal ske fra et kapel i Aarhus.
Vi har ikke noget krematorium i Favrskov Kommune, og derfor er det nødvendigt at køre kisten til en nabokommune, når afdøde skal kremeres. Det er måske for at undgå, at bedemanden skal køre for meget frem og tilbage, at højtideligheden skal afholdes samme sted, hvor der er krematorium. For tid er jo, som bekendt, penge.
Men jeg synes, at det blev trist. Det blev trist, fordi afdøde hermed mistede rettigheden til at blive bisat fra sin egen sognekirke. Det bliver mere upersonligt, når man skal køres langt væk hjemmefra for at blive bisat.
Som bekendt er vi på landet ikke velsignet med en masse tog- eller busforbindelser. Så en bisættelse i Aarhus kan være besværlig at deltage i, hvis man ikke har bil.
Heldigvis var der i dette tilfælde nogle venner, som havde bil og derfor kunne deltage. Og alligevel fik jeg, flere dage efter bisættelsen havde fundet sted, en henvendelse fra en anden vennegruppe, som ikke i tide havde hørt, at deres ven var død og bisat fra Aarhus. De havde hørt, at det hele havde været meget forhastet. Det var dog ikke tilfældet, kunne jeg forklare. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der mon lettere opstår myte- eller rygtedannelse, når vi ikke bisætter afdøde fra deres egen sognekirke.
Vennegruppen, som ikke havde været med til bisættelsen i Aarhus, ville gerne lægge en blomst på graven. Heldigvis skulle urnen, trods alt, nedsættes på kirkegården i afdødes eget sogn. Jeg henviste her til den lokale graver, men urnen er jo formentlig nedsat i den anonyme fællesgrav.
Tja, selvom man ikke har penge til sin egen begravelse, er det jo ikke ensbetydende med, at man er ensom, alene eller anonym. Og jeg har ikke kunnet lade være med at spekulere over, om vi alligevel bliver alt for sparsommelige, når det handler om bisættelser af de sognebørn/borgere, som ikke selv har penge til deres begravelse.