Præst imod aktiv dødshjælp: »Når man er enig med en nazist, bør man overveje sit standpunkt«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Hvorfor skal en person, som er håbløst syg, fortsætte med at lide, når han ikke kan helbredes? Det er en belastning for både patienten og samfundet.«

I januar fremlagde ”Udvalget for en mere værdig død” et forslag om selvvalgt livsafslutning i Danmark. Forslaget handler om at give uhelbredeligt syge mennesker mulighed for assisteret selvmord, hvor en sundhedsfaglig person hjælper dem med at afslutte livet.

Lægeforeningen DSKO og Etisk Råd er modstandere. Ovenstående citat opsummerer argumentet i udvalgets refleksionsoplæg fint, men ordene er ikke deres. Det er et uddrag af Karl Brandts forsvarstale under retssagerne mod nazistiske læger fra eutanasiprogrammet T4. Han var Hitlers personlige læge og leder af projektet, som dræbte mindst 275.000 mennesker, der blev vurderet ”livs-uegnede”.

Han sagde også: »Det at forkorte livet for en person, der lider af en uhelbredelig sygdom, som bringer dem uudholdelige lidelser, er retfærdigt. Jeg handlede ikke af kynisme eller had, men af medfølelse.« Når man er enig med en nazist, bør man overveje sit standpunkt.

Med argumenter om barmhjertighed (samt Tysklands/racens interesser) afsluttede man livet for psykisk syge, udviklingshæmmede, fysisk handicappede, kronisk og uhelbredeligt syge, prostituerede, hjemløse, stofmisbrugere, børn med arvelige lidelser, visse kriminelle og soldater med alvorlige krigsskader.

En forskel til udvalgets forslag er, at T4 ikke var frivilligt; man dræbte uden samtykke. Derimod bygger januar-forslaget på individets ret til selvbestemmelse og er begrænset til uhelbredeligt døende. Men hvem er ikke det? Men hvem kan vide hvor længe vi har tilbage? Siden der er forskel, hvorfor så nævne nazismen? Fordi de har en basal tro til fælles: at nogle af os er livs-uegnede. De mener, man kan relativisere livets værdi og stadfæste hvornår det er uværdigt.

Jeg er imod forslaget, fordi jeg tror alle liv har en høj objektiv værdi, uafhængig af tilstand og evner. Det er ideologisk, ja. Men jeg er også imod, fordi indførelsen vil ændre mentaliteten i samfundet og skabe en glidebane. I Holland, hvor aktiv dødshjælp blev indført i 2002, er det gået fra en sjælden til almindelig praksis. Man ser en voksende eutanasimentalitet, hvor blandt andet syge og handicappede føler sig uønskede og til besvær. Følgelig har de, i deres sårbare situationer, let ved at give op på livet.

At tro, at det her er små ændringer, som ikke former normer og kultur, er naivt. »Intet menneske er en ø,« skrev John Donne, og K.E. Løgstrup sagde: »Vi har altid noget af det andet menneskes liv i vores hånd.«

Vi påvirker og har indflydelse på hinanden. Så hvad der bifaldes, indføres og legitimeres i det omgivende samfund former selvforståelse og livssyn. Har den syge styrken til at modstå det? Tænk at komme til at føle, at man er stemt ud af livet i en form for grotesk ø-råd.

Jeg tror ikke på, at nogen er livs-uegnede, uanset deres ulykke. Så i stedet for at gå en dødslegitimerende vej bør vi gå den livsbekræftende og investere i smertelindring, omsorg og mening i livets sidste fase.

Min klumme slutter med en besked til dig, der lider, har svært ved at se meningen, føler dig forkert, uønsket og måske har lyst til at give op: Lad Guds tanker fylde din bevidsthed i stedet. Du er skabt i hans billede, dyrebar og elsket, uanset din tilstand. Du har værdi, uanset andres vurdering. Du har et formål, uanset din situation.