Skal vi faste sammen igen?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der er måske ikke så mange, der tænker over, at vi lige nu er på vej ind i fastetiden - og alligevel så gætter jeg på, at de fleste børnefamilier (og bedsteforældre) i al fald aktivt deltager i en eller anden form for fastelavnsarrangement, og på den måde medvirker til at indlede og holde den kirkelige tradition i hævd med at faste i 40 dage op til påsken.
Så kan det godt være de mange fastelavnsboller og slik, og hvad der hører til, har fået fastemotivet til at forsvinde lidt baggrunden. Ja, måske har vi glemt lidt af den her fastetids betydning - i al fald i vores fælles bevidsthed?
Og egentligt lidt ærgerligt, synes jeg, for det er jo slet ikke, fordi faste og fastetid er forsvundet ud af vores bevidsthed – faktisk langt fra. Det er blot gået hen og blevet en individuel sag.
Vi skal leve op til så mange krav om at være på en bestemt måde. Vi kan hver især have hver vores kampe for os selv med overbrug af alt fra fastfood, mobiltelefontid, materielle ting, kampe om at være gode nok – manglende tid til menneskeligt nærvær, og hvad det nu end kan være, at vi selv synes, vi burde gøre helt anderledes og måske i et andet tempo eller på en anden måde for at være dem, vi gerne vil være. Det er blevet vores egne kampe med os selv.
Måske burde vi igen bringe den øvelse med fasten i spil som noget fælles? En fælles, menneskelig problemstilling, som vi kan bære sammen med hinanden.
Både fordi det kunne lette lidt af byrden overalt, det vi synes, vi ikke gør godt nok, og også fordi der måske i bæredygtighedens navn er så mange ting, som vi kunne have gavn af at gøre og bringe frem i fællesskab i forhold til forbrug og nænsomhed overfor vores omgivelser og miljø og prioriteringer om vores måde at være i verden på.
Og så kunne vi måske også og ikke mindst i fællesskab bedre synliggøre og måske også grine lidt af alle de unødvendige indre kampe, som vi hver især kan have med alt det, som vi har så travlt med - uden vi helt selv forstår, hvorfor vi gør det, og hvorfor det kan fylde så meget?
År efter år ved den her tid spørger jeg mine konfirmander, om der er noget, som de synes, vi kunne eller burde prøve at give afkald på - for eksempel bare et par uger - for at prøve af, hvad der ville ske, hvis vi lagde noget af det til side, som fylder rigtig meget - uden at det udelukkende er godt for os. Jeg spørger om, vi skal lave en kontrakt og undlade noget i en periode.
Konfirmanderne finder såmænd også straks på noget i forhold til, hvad deres forældre kunne lægge fra sig - og måske også et par ting for sig selv, og de er med på ideen - altså lige indtil, vi kommer til at tale om mobiltelefonen. Så lyder det: »Den rører du ikke, for så har vi jo ingen venner – ingen liv - vi er færdige.«
Sådan er der jo så meget, der kan være vigtigt for os, og som vi ikke synes, vi kan undvære. Og hvis vi alligevel synes, det kunne være værd at overveje at lægge noget væk eller holde lidt faste i det fælles, så kan man stadig gå til gudstjeneste i fastetiden og møde de bibelske forestillinger om, at vi ikke kan og skal bære alting selv, og det bliver vi måske bedre klar over, når vi tager os tid til at faste og ikke mindst, hvis vi gør det sammen.
God fastetid!