Fortsæt til indhold

Nordic Waste: Byrådet er på en farlig økonomisk kurs

Debat
Mogens Nyholm2. viceborgmester og byrådsmedlem for Radikale Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Et stort flertal i Randers Byråd har sagt ja til en tredje Nordic Waste-undersøgelse - til trods for, at kommunen har begået en uvildig advokatredegørelse, og Miljøministeriet er i gang med sin.

Fem millioner skattekroner bruges nu på at få lidt mere nyt. Er det de mange penge værd? Radikale Venstre siger nej.

I byrådssalen sagde jeg følgende:

»Der er ikke nogen byrådsmedlemmer, der kommer med begrundet mistanke for, hvad forvaltningen kunne have gjort anderledes.

Og jeg vil da kæmpe videre. Jeg vil arbejde med min egen folketingsgruppe, og det håber jeg også, I andre vil, for at vi får pengene af staten. Men jeg kan da godt se, jeg får sværere ved at argumentere fra nu af, så meget tid og kræfter I bruger på, at vi skal have skyld.

Det bliver godt nok svært for mig at overbevise min folketingsgruppes ledelse om, at vi er uskyldige, for vi gør jo alt for at erklære os skyldige, så at sige. Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle i Folketinget, der er forvirrede. For hvem har det objektive ansvar, det er vel Nordic Waste? Det er jo indiskutabelt, og så hamrer vi løs på, at vi skal have skylden. Jeg forstår godt, hvis der er nogle i Folketinget, der tænker: ”hvad foregår der i Randers Byråd?”

I min verden er det fuldstændigt vanvittigt, det, der foregår her - set ud fra en politisk synsvinkel og borger-synsvinkel. Så jeg vil sige en ting: at der er noget lovgivning her, der bare ikke er god nok, som gør, at det er endt her hos os.

Det er jo en skandale, at vi skal stå og diskutere det her. For pokker - enten burde det have været ved regionen, eller også skulle der være en lovgivning, der faktisk gjorde, at sådan noget ikke kunne ske for en kommune. Tænk hvis det var i Samsø Kommune, at Nordic Waste havde ligget. Det havde været en endnu større katastrofe, ikke?

Jeg lever i et demokrati, og I har valgt, at vi nu skal kæmpe for, at vi skal have skyld, og så håber jeg virkelig, at dem ovre i Folketinget forstår, at det objektive ansvar - det rigtige ansvar - ligger hos Nordic Waste - og vi ikke laver klumpedumpe ting her, fordi vi har så travlt med selv at give os skylden. Det må jeg bare sige. Det er min rationelle, politiske vurdering. Tak for ordet.«