Giv dig tid til en indre forårsrengøring
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Foråret er på vej – og for mange er det tid til den store forårsrengøring. Der skal luftes ud og ryddes op. Vi får eftertjekket bilen, vi svinger støvsugeren ud i krogene og åbner vinduerne, så frisk luft kan strømme ind. Men hvad med vores indre liv? Hvornår giver vi os selv tid til en mental forårsrengøring?
Vi lever i en tid, hvor tempoet sjældent tillader stilhed. Vi har travlt med at optimere, forbedre og være effektive. Hvis vi stopper op, kan vi føle, at vi sakker bagud. Derfor skynder vi os videre uden at tage os tid til at reflektere over, hvad der egentlig fylder i vores liv. Hvad trænger til en oprydning? Hvilke vaner og tankemønstre kunne vi med fordel feje ud? Er vi til stede i vores relationer, eller bliver de også fanget i hverdagens centrifuge?
Forårsrengøringen handler ikke kun om støv og rod, men også om at skabe plads til det væsentlige. Hvis vi aldrig stopper op, risikerer vi, at meningen forsvinder i farten.
Forestil dig en rulletrappe, der bevæger sig nedad. For at undgå at blive ført bagud må du hele tiden løbe opad. Du kæmper for at holde dig på samme sted, men uanset hvor hurtigt du løber, når du aldrig rigtigt frem. Måske er svaret ikke at løbe hurtigere, men at træde af trappen og finde en anden vej.
Billedet af rulletrappen bliver beskrevet af Hartmut Rosa, en tysk sociolog, der taler om en ”rasende stilstand”. Det, at vi løber for at holde os oppe – men alligevel ikke kommer nogen vegne.
Rosa taler om behovet for ”resonans” – en dybere forbindelse til livet, til andre mennesker og til det, der virkelig betyder noget. Resonans opstår ikke ved at yde mere, men ved at skabe rum for stilhed og refleksion.
Måske kan denne tid være en invitation til at tage et skridt til siden og lade os røre af det, der virkelig betyder noget. At stoppe op, tage et dybt åndedrag og skabe plads til eftertanke, inden vi går videre mod de store begivenheder, der venter: påske, pinse og konfirmationer. En indre forårsrengøring kan være det, vi har brug for, midt i hverdagens hastværk.