»Mit liv har rummet stor sorg - ét smykke skatter jeg, som var det selve livet«
Jeg identificerer mig med solsikken, fordi jeg som barn måtte vende mit ansigt mod lyset for at klare mig igennem.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mit hjerte rimer på smerte – og kærlighed.
Igennem mit liv er jeg nærmest i vekselvirkning blevet kaldt vis, sårbar og stærk.
Som barn på Beder Skole husker jeg en klassekammerat, der kaldte mig ”alvorlig” og ”vis”. Han sagde, at det var derfor ingen kunne finde på at drille mig. Selvom jeg var ensom og begravet i en bog en stor del af min tid i folkeskolen. Og jeg var heller ikke særlig smart i mine joggingbukser og med mit korte drenge-hår i indskolingen.
Dengang forstod jeg ingenting – og heller ikke mig selv. Men de andre børn lod mig være, selvom jeg på mange måder var et oplagt mobbeoffer. De lod mig være i min ensomhed og de lukkede mig ind, når jeg var klar.
Først som voksen opdagede jeg mig selv og lærte at forstå.
Da jeg var 3 år, mistede vi min lillesøster, Maria. Min lillesøster døde vuggedød, da hun var 5 måneder gammel. Det har jeg skrevet meget om, men af respekt for min familie holder jeg ordene tilbage.
Som 10-årig ramte tragedien igen vores familie. Vi blev ringet op en tidlig morgen og mindet om dette øjeblik står i min erindring som var det i går. Min onkel Anders var meldt savnet. Han var pilot på Grønland og var meldt savnet sammen med en anden dansk pilot og 6 canadiske passagerer. Det var d. 11. september 1990. Dengang som i dag efter 9/11 – en ulykkesdag for piloter. De blev fundet d. 14. september og mine forestillinger om, at min sjoveste, kærligste onkel havde fundet en måde at overleve på – faldt i grus. Jeg ville se ham, fordi jeg ikke kunne tro det. Men vi måtte ikke se ham.
Han var forlovet. Igennem livet har jeg mange gange takket de højere magter for, at han ikke efterlod sig nogen børn.
Til min barnedåb gav min onkel mig et hjerte af guld. Kæden med guldhjertet har jeg gennem livet skattet som var det selve livet.
Som voksen er det blevet klart for mig, at det er sådan det er, for mig. I mig. Kærlighed rimer på smerte. Min klassekammerat Lau Højen har formuleret det smukt i sin sang, Håb. Her synger han om det vilde i at leve bare for at skulle dø. Det smukke i at elske.
For mig handler det om kærligheden som bliver en mening i sig selv. Selve livets mening. En styrke og en svaghed.
Jeg har forsøgt at være åben om, at mit livsfundament rummer stor sorg. Og at jeg identificerer mig med solsikken, fordi jeg som barn måtte vende mit ansigt mod lyset, for at klare mig igennem. Når jeg ser tilbage, så var det afgørende for mig at vokse op i et bofællesskab, hvor fællesskabet kunne lukke lyset ind og holde os oppe, selvom vores livsomstændigheder kunne have slået benene væk under os for bestandigt.
Ikke alle børn er så heldige som jeg at have et bofællesskab at vokse op i. At have forældre med ressourcer. Som formand for Udvalget for Børn og Unge samt tvangsforanstaltninger ser jeg dette alt for tydelig nu.
Som voksen har jeg mange gange erfaret, at min følsomhed og sårbarhed af andre er blevet fremstillet som en forhindring. Der er mennesker som har haft en forestilling om, at jeg er for sårbar og følsom til en opgave og til et lederskab. Sikkert en oplevelse jeg deler med mange kvinder.
Andre har netop påpeget det modsatte. At livserfaringer og sorg har gjort mig stærk og netop sat mig i stand til at tage lederskab.
Virkeligheden er, at mennesker ofte vil forsøge at fremstille verden, så den passer med deres egne ønsker og behov.
Uanset hvilket perspektiv man abonnerer på, så er min egen oplevelse, at jeg bærer et ansvar, fordi jeg kan. For jeg bærer mindet om min lillesøster og min onkel i hjertet – som en evig påmindelse om, at livet er til låns. Og det må leves med den største kærlighed og omsorg for andre mennesker. Og for fællesskabet.
Livets gave er i mine øjne at kunne se, at selve livets mening kan måles på vores evne til at elske og tage vare på hinanden. Livets gave er kærlighed.