»Et attraktivt område i vækst skal naturligvis have idrætsfaciliteter«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Der er vist ikke flere penge til dét lokalområde i de næste mange år.«
Sådan lød det fra borgmester Lars Storgaard, da byrådet på det seneste byrådsmøde vedtog en forøgelse af budgettet til det kommende skolebyggeri i Foldby-Norring. Bemærkningen faldt, da Socialdemokratiet i forbindelse med behandlingen af sagen endnu engang hejste et flag for, at der i relation til skolebyggeriet bør medtænkes byggeri af en hal.
Vi ser Foldby-Norring som et attraktivt bosætningsområde i vækst, og dette medfører naturligvis også et behov for idrætsfaciliteter i lokalområdet. Både til brug for skolen, men også for at give muligheden for et aktivt fritidsliv for alle borgere.
Det er der ikke råd til, må vi forstå.
Det er dog ikke længe siden, at Konservative selv foreslog et nyt halbyggeri i Hinnerup – men sagen er måske en anden, når det er et mindre lokalområde, som Foldby-Norring, der skal tilgodeses?
Samtidig har Venstres borgmesterkandidat Thomas Storms slogan tidligere været: ”Hal til alle”. Men hvor er Venstre i den aktuelle debat?
Alle øvrige skoler i Favrskov Kommune har tilknyttet en hal eller gymnastiksal. Skal Foldby-Norring stilles ringere? Det mener jeg ikke. Og derfor vil jeg fortsat arbejde for, at der selvfølgelig skal bygges en hal.