Giv tid! og livets træ bli’r grønt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ordene i overskriften stammer fra B.S. Ingemanns sang ”I sne står urt og busk i skjul”. Det er en sang, der beskriver ventetiden, når vi står midt i vinterens kulde og ser frem mod foråret. I vores erindring gemmer vi gode minder om det, som var engang, dengang verden var skøn og grøn, og som vi stadig drømmer om og længes efter.

Giv tid og livets træ bli’r grønt,

må frosten det end kue,

giv tid! og hvad du drømte skønt,

du skal i sandhed skue.

Men vi må give os tid og vente – eller bie på det, som det hedder med et gammelt ord.

Giv tid! og åndens vinterblund

skal fly for herlig sommer;

giv tid! og bi på Herrens stund,

hans skønhedsrige kommer.

Sådan slutter sangen med et udtryk, der skaber tro og håb. Vi må bære den tro med os, at der i sidste ende er noget, som vi må overlade til Gud at tage sig af. Hans rige skal komme til os med fred og retfærdighed og glæde. Men først skal ånden vågne af sit vinterblund, så gode kræfter forenes i en fælles sag, hvor det er livets varme, altså kærligheden, Guds kærlighed og menneskers, som får overtaget.

Der tales meget om, at vi lige nu befinder os i en overgangstid, hvor mange magtforhold mellem lande og kontinenter ændrer sig. Det skaber usikkerhed blandt folkene og måske også hos nationernes ledere. De fleste længes faktisk efter fred og retfærdighed.

Lige nu er vi meget optaget af, hvordan skal det gå med krigen mellem Ukraine og Rusland? Vil der blive indgået en fredsaftale? Bliver Ukraine overhovedet taget med ind i forhandlingerne? Hvilken stilling får Ukraine i forhold til det europæiske fællesskab? Hvilken magt vil den russiske præsident Putin sidde tilbage med efter en eventuel fredsaftale? Får den vanvittige krig da snart en ende? Man kan ikke lade være med at tænke på og føle med alle de familier, som bliver berørt af krigens rædsler – lemlæstelse, ødelæggelse og død. Tænk hvis det var os, der blev ramt på den måde …

Vi har brug for at blive holdt fast på drømmen om bedre tider, som var engang – og som skal komme tilbage til os. Vi har brug for håbet. Det lever i os. Dybt nede. Som en stædig insisteren på, at et bedre liv må kunne findes end den magtkamp, som er kendetegnet ved undertrykkelse og udplyndring. Et andet liv, hvor det er kærligheden, der råder, det er det, vi længes efter. Et liv, hvor et menneskes værdi ikke afhænger, hvor god en soldat han eller hun er, men af hvor meget kærlighed og omsorg han eller hun kan udfolde i sit liv – sammen med andre.

Vi venter, vi bier, vi håber på fred og forsoning.