»Hvis Aarhus virkelig elsker cykler, hvorfor føles det så som om, byen gør alt for at hade cyklister?«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Aarhus bryster sig af at være en cykelby. Politikere taler varmt om bæredygtig transport, vi får nye cykelstier (som ofte slutter midt i ingenting), og vi bliver konstant opfordret til at tage jernhesten frem for bilen. Alt sammen lyder det jo fantastisk – men én ting undrer mig: Hvis Aarhus virkelig elsker cykler, hvorfor føles det så som om, byen gør alt for at hade cyklister?

Tag bare Banegårdspladsen – et ægte Tour de France-etape, hvor cyklister, fodgængere, busser og taxaer krydser hinanden i et kaos, der får en italiensk rundkørsel til at ligne en velfungerende modeljernbane.

Her er det lige dele held og adræthed, der afgør, om du kommer helskindet igennem. Eller hvad med letbanens skinner, der suger cykeldæk til sig som kviksand og sender intetanende pendlere i asfalten med en akrobatik, der kunne imponere i Cirkus Arena?

Men lad os ikke give infrastrukturen hele skylden. Vi cyklister er jo heller ikke altid engle. Vi har dem, der tror, de kører enkeltstart i Touren, mens de zigzagger mellem barnevogne og pensionister i deres egen tidskapsel. Vi har dem, der gladeligt mener, at røde lyskryds kun er vejledende. Og så er der de evige fodgængere, der slentrer ind på cykelstien, som om de lige har fået skriftlig tilladelse fra kommunen.

Samtidig har vi bilisterne – nogle af dem i hvert fald – der ser cyklister som forvoksede fluer, der bare venter på at blive skrabet af forruden. Det er som om, nogle tænker: »Nå, han har valgt at cykle – det må jo betyde, at han ikke værdsætter sit liv lige så meget som os her i den opvarmede kabine.«

Så hvad vil vi egentlig? Hvis vi mener det alvorligt med cyklen som fremtidens transportmiddel, så skal Aarhus også tage cyklisterne alvorligt. Vi har brug for en infrastruktur, der ikke føles som en forhindringsbane. Vi har brug for færre fælder og flere gennemtænkte løsninger – og måske bare en lille smule respekt i trafikken fra alle parter.

Indtil da må vi vel bare fortsætte vores daglige ekstremsport og håbe på det bedste.