Fortsæt til indhold

Graven er en balladegade brolagt med modsætninger

Uroen i Graven blotlægger, at der er mange meninger om, hvordan man anlægger en vej bedst. De er ikke de første.

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Graven, der altid har været under forvandling, ligner igen ikke sig selv. Et omfattende anlægsarbejde skal, ifølge illustrationerne, forskønne den smalle gade med de små huse. Visualiseringerne ser idylliske ud, men er langt fra den virkelighed, der præger området lige nu; hegn, gravemaskiner, rod og kaos. Nogle beboere er frustrerede, nogle forretningsdrivende er bekymrede. Andre glæder sig. Nogle føler sig dårligt informeret, andre har tilsyneladende glemt at dele den information, de har fået.

Og sådan har modsætningerne altid fyldt gaden, der ifølge Aarhus Stadsarkiv engang var et sted for håndværkere og fattighjælp men i dag et baristabælte med smørfyldte croissanter og knækdyr kaffe. Aktuelt er det ikke til at opdrive en ærlig hipster ved hipsterhøjen, der er mast under en skurvogn. Det er ellers normalt samlingsstedet for unge, som prædiker diversitet, men forekommer uniformerede i identisk beklædning. Der ses skævt til den, der har en strøget skjorte sat ned i buksen.

Her på højen for de unge, lå tidligere et alderdomsasyl. De gamle måtte ikke drikke brændevin og skulle være i seng kl. 21.30. I dag gælder tydeligvis andre regler. På den anden side, Graven 10, var der engang vognmandsforretning med hestevognstrukket sporvognsrute. I dag farer ladcyklerne igennem menneske- og maskinmylderet.

Områdets dna er præget af cafeer, men Drudenfuss var ikke velkommen, da den åbnede i 1986. Andre erhvervsdrivende startede en underskriftsindsamling mod det, der i dag er en af gadens institutioner.

Det kan være med livet som indsats at finde vej dertil. Hverken cyklister eller bilister synes at være særligt optaget af skiltning, egen eller andres sikkerhed, når de konstant trodser forbud og cykler mellem fodgængere og de store, drejende maskiner. Dødsforagt på en byggeplads må sænke arbejdet.

Det er dog ikke første gang, at anlægsplaner for Graven udløser blæst, viser et par spadestik i stadsarkivet.

I slutningen af 1960’erne var vinderen af en arkitektkonkurrence forslaget om, at der skulle bygges et overdækket butikscenter ved Volden, Graven og Studsgade. Redningsmanden var borgmester Bernhardt Jensen, der argumenterede for en ”fornyende bevaring”.

Også i 1914 følte man at byens mobilitet var tæt på et sammenbrud. Al margarinen fra Mønsteds fabrik i Vestergade skulle klemmes gennem Borgporten. På et byrådsmøde blev det foreslået at lade trafikken glide ved at vælte Jasters købmandsgård - den ejendom i Mejlgade, hvor den italienske købmand i dag sælger ost, vin og pasta. Dermed kunne Graven forlænges til havnen og udgøre en vigtig hovedfærdselsåre. Blandt de trafikfremmende forslag var også at vælte ejendommen på hjørnet af Mejlgade og Graven, et af byens ældste, hvor I.C. Juuls farvehandel holdt til. På den måde kunne trafikken lettere komme om hjørnet hen til Sankt Olufs Gade og dermed havnen.

I dag er den gamle, røde bygning fredet, omgivet af gravemaskiner, afspærringer, gående, cyklister, jord- og betonarbejdere, beboere og kommunens folk.

Del lader alle til at have en forskellig holdning til, hvordan man bedst udfører et vejarbejde, men som sikkert deler det samme håb om så hurtigt som muligt at blive færdig, så man kan nyde resultatet.

Gaden har altid været brolagt med modsætninger.