Hvilke kriminelle skal vi være mest bange for?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Midtjylland ligger der et udrejsecenter, der efter sigende skulle huse kriminelle udlændinge. Det har undret mig meget. For jeg har i mange år gået og troet, at kriminelle blev fremstillet for en dommer og dømt for den forseelse, som de har lavet. Og hvis de har lavet kriminalitet, der er til en fængselsstraf, skal de afsone deres straf i et fængsel. Vi kan ikke have et samfund, hvor vi reelt giver nogle ganske få mennesker frit lejde, som bare venter på, at det bliver sikkert nok at rejse tilbage til deres hjemland.

De giver også lovlydige udlændinge et dårligt ry. Langt de fleste med udenlandske rødder står op hver morgen og passer deres arbejde.

”Den sorte svane” har på mange måder synliggjort, hvordan en forbryder også kan se ud. Med en fortid i revisionsbranchen er jeg ikke overrasket over, at der findes forskellige metoder, som man kan snyde myndighederne med. Heldigvis er der også lovlydige revisorer. Og har da også indtryk af, at de fleste advokater er lovlydige borgere.

Nu er spørgsmålet, om Randers er villige til at huse et kvindefængsel. Jeg har svært ved at se problemet. For indsatte i et kvindefængsel er under overvågning hele døgnet. Og de indsatte er næsten 100 procent sikre på at blive afsløret, hvis de laver ny kriminalitet under deres afsoning. Det miljø, som de kommer fra, er langt farligere i forhold til, om de kommer ud af deres kriminelle løbebane.

Nu har jeg mødt mennesker, der er bange for at gøre noget ved de personer, der bliver afsløret i ”Den sorte svane”. For de tjener jo gode penge og bidrager meget økonomisk til det danske samfund.

Spørgsmålet er bare om teorien holder. For hvis vejen til succes er at snyde på vægtskålen er det jo også med til at holde personer ude, der egentligt gerne ville drive virksomhed på en ordentlig måde.

Jeg har hørt kolleger synes, at det var synd for de bankdirektører, hvis banker gik konkurs under finanskrisen i 2008. Men før krisen begyndte, var det allerede kendt, at der var banker, der havde lånt formuer ud til tvivlsomme boligprojekter. Og pengene fik de ved at lokke småsparere til at investere i bankaktier.

Kort tid efter blev direktørerne belønnet med gode fratrædelsesordninger og senere med skattelettelser. Bankaktierne var ikke noget værd.

I et demokrati har vi jo de politikere, som vi har valgt. Og det kan da være skræmmende at have en flok forbrydere som nabo. Det er desværre ikke altid, vi kan se, hvordan forbryderen ser ud.