»En kærkommen lejlighed til at gå amok i fest, mad, druk og hor«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Julen varer ikke lige til påske. For derimellem kommer fasten. Vi befinder os rent kirkeligt i fastetiden, også selvom vi har spist fastelavnsboller siden nytåret.

Aftenen før fastelavnssøndag var i gamle dage en kærkommen lejlighed til at gå amok i fest, mad, druk og hor. Vi skal mange hundrede år tilbage. Ordet kommer af det tyske ”Vastel-avent”, som betyder fasteaften, altså aftenen før fasten – den katolske kirkes 40 dage lange faste eller bodstid, hvor man forberedte sig til påsken.

Fra fastelavn til påske er der nu præcis 40 dage. De 40 bods- eller fastedage bygger på Jesu ophold i ørkenen i 40 dage. Her fortælles det, at han fastede, og at djævelen blandt andet forsøgte at friste ham til at skabe sten om til brød. Men Jesus afviste fristelsen med ordene: »Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund«.

Men tilbage til aften inden fasten - ja, da gik landbobefolkningen i Danmark amok. Aftenen kunne fejres på denne måde: med et gigantisk ædegilde og frække lege. Ædegildet bestod af kød, som i fasten var forbudt, og øl og sprut.

En af de frække lege gik ud på at kvinderne klædte sig ud som mænd og mændene som kvinder, de bar masker eller var malet i ansigtet, gik på høloftet, hvor man kan gætte sig til, hvad der skete og senere gik de i optog gennem landsbyen.

Fastelavnsoptoget havde tre faste figurer: en stodder, en kælling og en bajads. Vi kender til fastelavnsskikkene fra skriftlige kilder især fra retssager. For Danske Lov forbød nemlig gilderne, og både kirken og præsterne rasede. For udklædningerne, ædegilderne og optoget var ”syndens lokkemad”. Men ædegilderne og de frække lege fortsatte i mange år bare i smug.

Senere blev fastelavnssøndag til den pænere og mere børnevenlige udgave, som vi kender den nu. Her slår vi katten af tønden, vi klæder os stadig ud, vi har fastelavnsris som et symbol på frugtbarhed, og vi spiser fastelavnsboller, som er et levn fra hvidetirsdag i den første fasteuge.

På hvidetirsdag spiste man kun hvide retter, som regel mælkeretter, æggesøbe og hvedeboller. Hvedeboller med smør, udblødt i varm mælk. Skikken med at slå katten af tønden stammer også fra gammel folketro, hvor katten var et ”mistænkeligt” dyr, der var forbundet med det onde. Ved tøndeslagningen blev katten - og dermed det onde - jaget væk, ja, i nogle tilfælde slået ihjel. Man fordrev så at sige det onde fra gården eller landsbyen.

Fastelavn er nu om dage en hyggelig tradition for børn. Katten er et klistermærke på tønden og de fleste børn hygger sig med udklædning, kattekonge-krone og fastelavnsboller.

Men fasten findes stadig i de fleste gamle befolkningers skikke og i alle verdensreligioner.

Traditionelt og religiøst set har fasten for voksne i moderne tid mere handlet om at hengive sig til det guddommelige eller åndelige. Mange religioner opfordrer nu fasten brugt som en åndelig og refleksiv pause (gennem bøn) i en stresset og materialistisk verden. Idéen med fasten er så at sige at rense ud og give sig hen til det åndelige og antimaterialistiske i hverdagen. Med andre ord: fasten handler nu mere om at smide masken og faste fra alt overflødigt i hverdagen i en kort periode.