Det handler ikke om penge
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Tidligere formand for Bønnerup Fiskeriforening, Per Skødt Hansen, har udtalt til Lokalavisen, at striden i Bønnerup Fiskeriforening handler om penge. Hvis “vi” fik flertal, ville vi klatte pengene væk!
Foreningens penge kan og skal naturligvis kun bruges inden for foreningens formål, nemlig at fremme fiskeriet for erhvervsfiskere inden for foreningens naturlige område
Det er helt forkert og uden nogen form for begrundelse. Synspunktet er tankevækkende, for det seneste år har foreningens tidligere bestyrelses handlinger i foreningen kostet foreningen et stort beløb til advokatomkostninger, der kunne have været undgået.
Foreningens penge kan og skal naturligvis kun bruges inden for foreningens formål, nemlig at fremme fiskeriet for erhvervsfiskere inden for foreningens naturlige område.
De tidligere vedtægter i vores forening betød, at når der var fem medlemmer tilbage i foreningen, kunne foreningen opløses, og de resterende fem medlemmer skulle dele formuen imellem sig.
Indtil oktober 2024 var vi 15 medlemmer, og hele året havde seks fiskere søgt medlemskab, men de kunne, ifølge bestyrelsen, desværre ikke blive medlem, da de ikke opfyldte betingelserne for medlemsskab. Måske fordi det ville betyde et skifte af flertallet i foreningen?
Det undrede os dog så meget, at vi indkaldte til ekstraordinær generalforsamling hvor vi udfordrede bestyrelsens tolkning af vedtægterne, for flere af de siddende medlemmer i foreningen har ikke fisket i flere år, og kan dermed ikke kategoriseres som aktive fiskere længere.
På den ekstraordinære generalforsamling blev de nye medlemmer meldt ind, og vi gik herfra i enighed om at se fremad og arbejde på nye og tidssvarende vedtægter.
I december indkaldte bestyrelsen til en ny ekstraordinær generalforsamling, der skulle foregå 4. januar 2025, hvor deres forslag til nye vedtægter skulle vedtages. Vi forventede at vi skulle sætte os ned i fællesskab og skabe vedtægter, der tilgodeså alle nuværende medlemmer i vores forening, men desværre var bestyrelsen ikke interesseret i andre forslag, end det, som de havde fået udarbejdet og de ville slet ikke lytte til os.
Hvordan foreningen skulle bruge sine penge til drift af foreningen blev slet ikke diskuteret. De ville have vedtægter, der ikke tillod andre medlemmer end fiskere med A-status og egen båd, så man må sige, at indmeldelsen af lystfiskerne er stik imod hvad de har brugt det sidste år på at kæmpe for.
Men måske de blev meldt ind for påny at sikre et nyt flertal?
På generalforsamlingen lørdag 15. februar lykkedes det at få lavet en vedtægtsændring med følgende ordlyd: §12: ”Foreningen kan opløses efter de i §12 angivne regler, dog således at brøken 2/3 ændres til brøken ¾. I tilfælde af foreningens opløsning, skal foreningens formue tilfalde en af generalforsamlingen valgt forening i Bønnerup, inden for foreningens formål. I tilfælde af, at der ikke er nogen forening, der opfylder foreningens formål, skal beløbet gå til forbedring og vedligeholdelse af Bønnerup Havn. Beløbet skal ”øremærkes” Bønnerup Fiskeriforening” og pengene kan alene anvendes til forbedring og vedligeholdelse af Bønnerup Havn. Beløbet kan administreres af Bønnerup Havn, Cvr nr. 37052965, eller hvad der måtte træde i stedet for denne.”
Med vedtagelse af denne nye bestemmelse blev det sikret, at hvis foreningen en dag skulle gå i opløsning, så bliver foreningens formue benyttet til at tilgodese havnen og erhvervsfiskeriet i Bønnerup i stedet for enkeltpersoner. Bestemmelsen blev vedtaget med enstemmighed.
Så nej, for os handler det ikke om penge, men hvad der er godt for os erhvervsfiskere i Bønnerup og for erhvervsfiskeriet.